Vi badmintonidioter går langt for at komme ind på banen og slå til en fjerbold

Udgivet første gang i BadmintonBladet den 13. december 2016 

Jeg har atter forsøgt at reflektere lidt over det med badminton på gulvniveauet, alderen, skaderne og tiden, og smagt fortiden på egen krop. Første alvorlige advarsel kom i sæson 2013-2014, men jeg overvandt den. Kroppen formåede at holde sig ovenvande. Anden advarsel kom et år senere og nu med fuld kraft. When the shit hits the fan. Blev knockoutet. Sendt til tælling. Kroppen kunne ikke længere kompensere og skeletterne væltede ud. 

Nu ved indgangen til 2017 er der tegn på, at det går den rigtige vej. Det har været flere setbacks, men nu tror jeg på det. 

Behandlingsstatistik. 4 besøg hos Heksen i Greve i november og december 2013. 22 massagebehandlinger af 30 minutters varighed hos Asger i Nr Alslev fra midten af 2015 og frem til november 2016. Næsten alle med den vildeste smerte, jeg nogensinde har oplevet. Heraf én hvor jeg bagefter brød hulkende sammen i en blanding af smerte og forløsning. 

18 behandlinger hos kiropraktor i efteråret 2016. Knæk, bræk, hiv og tryk, mens jeg modarbejdede totalt ved at spænde enhver fiber, selvom jeg prøvede at lade være. Jeg hader bare at blive knækket. 

Vil slet ikke komme med et bud på antallet af Ipren, Ibuprofen, Pamol og Panodil indenfor det seneste halvandet år. Men det er mange. Og ofte flere gange dagligt over flere uger. Hvor er det voksent, rationelt og sundt, ik? 

I perioder blev nattesøvnen, ikke bare efter en hel, halv eller kvart træning, men også de øvrige dage, forstyrret af vedvarende og strålende smerter i højre balle ned i samme bens lår- og lægmuskel. Bare det at vende sig i sengen gjorde ondt. I perioder sov jeg med en pude mellem benene, fordi det dulmede en lillebitte smule, og at ligge på højre side var sommetider ikke muligt. 

Min 15 årige søn og min storesøster Helle hjalp nogle gange med at tage strømper på. Gamle Hansen hjalp en enkelt gang med at få en strømpe af efter en træning. At tage sko på, især hvis de skulle bindes var ofte en pinsel og krævede god tid. Også at tage bukser af og på. 

Alligevel blev jeg ved med at komme i Vordingborghallen og træne og spille. Også at spille holdkampe. På trods af at det gjorde helvedes ondt at komme ud i begge forhåndshjørner. De andre havde jo også ondt, så hvad grund havde jeg til at pive? Og det sagde de sgu, mine kærlige klubkammerater. Med glimt i øjet og empati. 

Der var perioder, godt nok ikke så lange, hvor smerterne var helt eller delvist væk. Som om smertecentret var blevet hærdet eller immun, eller kroppen samlede alle ressourcer og bed tænderne sammen. Men selv i de perioder var det heller ikke helt godt. 

Det blev til en enkelt scanning, men slet ingen operative indgreb eller indsprøjtninger. De sidste tør jeg simpelthen ikke. 

Vi badmintonidioter går langt for at komme ind på banen og slå til en fjerbold. Meget langt. Der er med garanti nogen, som kan fortælle værre historier og sikkert mange, der har lignende erfaringer og derved er eller har været med til at holde behandlingsindustrien i gang og bidrage til medicinalvirksomhedernes overskud. 

Blandt dem er min 53 årige træningsmakker Steen, eller “Gamle Hansen”. Man kan se i hans øjne, bilder jeg mig ind, hvor meget han har været igennem, hvor meget smerte, fysisk og ikke mindst mentalt, han har tilladt, gennemlevet og inkorporeret. Hans øjne er dybe og mørke med tydelig tegn på arvæv i sindet og dystre tanker. Han gemmer på den allerdybeste smerte og er ikke typen, der delagtiggør andre i det allerinderste. At søge efter medlidenhed er ikke Hansens stil. Men vi andre ved det godt. 

Vi kan se det på ham, i hans gang og holdning og i hans øjne. Han har vores respekt og alle lider vi lidt eller meget på hans vegne, når vi tænker på eller ser ham. Vi ved, hvor meget badminton betyder for ham. Det betyder alt. ALT. Sådan har det altid været. I vores snakke kommer vi altid forbi en historie fra hans badmintonarkiver. Han kommer jævnligt cyklende forbi min postkasse med avisudklip, naturligvis om badminton fra andre lokale klubber, fra aviserne på Lolland og Falster. Udklip, som hans mor har foretaget. 

Han har en meget forstående, omsorgsfuld og tålmodig hustru. Det er en udfordring at omgås en badmintonidiot på nært hold. Vi, altså os idioter, tilsidesætter jo nærmest alt for en træning, kamp eller turnering. Vi er kommet for sent eller har meldt fra til mange fester, sammenkomster og arrangementer, fordi der lige var en badmintonkamp, der bare skulle spilles. Jeg tror ikke, min tidligere sammenlever og mor til mine tre børn nogensinde rigtig forstod, hvor vigtig badminton var for mig og slet ikke, at jeg bare skulle spille den kamp. Og egentligt kan jeg ikke bebrejde hende det. For jeg kan (og kunne, jo jo) godt se det fra hendes perspektiv – det er også helt tosset. Altså set udefra. Men indefra – der giver det i høj grad mening. Vil jeg påstå. Men den sondring er for mit vedkommende ligegyldig nu, for, som skrevet, hun er min ex nu. Mine børn har lært det. Eller i hvert fald accepteret det. De spøger ofte med det. Vores gamle far, der er tosset med badminton. De har haft deres timer i adskillige haller. Uden at bide på krogen desværre. 

Jeg er supermisundelig på familien Kruse – min ældste søster Pia og husbond, min yndlingssvoger (min eneste, pt) og deres to voksne døtre. De spiller alle fire badminton. Mere eller mindre. Og på familien Lejre her fra byen. Også den familie har badminton som fælles interesse. Mere eller mindre. 

Begge familier har en fælles passion og et fælles omdrejningspunkt. De dyrker noget sammen. De deler et sprog, et univers, en livsform og -forståelse. De behøver ikke forklare eller undskylde. De kan tale om det over aftensmaden uden at opleve et mentalt fravær hos den anden. De kan nørde lidt. De behøver ikke komme med lange indledende forklaringer, men kan gå direkte til stålet, gå direkte i dybden. 

Jeg forestiller mig, at der i de to familier ikke bliver kæmpet om tv’et, når TV2 sport viser badminton. De er enige. På den anden side, så er det at se tv og flow tv jo også så gammeldags, at det ikke længere er nødvendigt at kæmpe om tv’et. Alle har jo adskillige skærme i forskellige størrelser. Selvom jeg forsøger at holde mig opdateret, afslører min fødsel i 60’erne mig gang på gang. 

1965. Her er årsagen til det, jeg startede med at beskrive. Alderen. Nedslidningen. Afviklingen. Den kan ikke stoppes. Højst udsættes og delvist sættes i stå. 

Det forsøger vi så, os halv- og helgamle i Vordingborg Badminton Klub. At sætte tiden i stå. Vi ser med misundelse og nostalgi på de unge, der efter vores målestok flyver rundt og tager bolden langt højere ved nettet, end vi kan. 

Vi kæmper videre, både fordi det sjovt og en stor del af vores liv, men også for at videregive vores erfaringer til de unge, hærde dem, og for forhåbentlig at kunne videregive dem et hold på et godt niveau. 

Per Damkjær Juhl Vordingborg Badminton Klub

Læs også

Medfører specialiseret træning i for ung en alder øget risiko for skader og frafald?

Øker tidlig spesialisering risikoen for skader? Af Christian Thue Bjørndal. 22. november 2019 Handballcoach.no “Tidlig …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.