Har du nogensinde undret dig over, hvornår en badmintondommer egentlig kan uddele et gult kort for dårlig opførsel? Badmintonbladet.dk’s dommerekspert, Søren Mandrup, giver her et overblik, og han kommenterer samtidig på, hvorfor der nu skal referee på i 3. division.
Gult kort i badminton
Disse former for dårlig opførsel på badmintonbanen giver en dommer normalt gult kort for, forklarer Søren Mandrup.
1) Kaster ketcher bevidst ned i gulvet på egen banehalvdel.
2) Bevidst slår ketcher i nettet.
3) Hvis en spiller kritiserer dommeren som dum, blind og andre nedsættende bemærkninger.
4) Træder på bolden eller bevidst ændrer boldens hastighed ved at knække fjer eller trykke bolden.
5) Grove ukvemsord, som latrinære, bande og sjofle ord.
6) Virker grov over for sin modstander med en nedværdigende attitude, eller knyttet næve vendt direkte mod modstander.
7) Generer en linjedommer, i stedet for at henvende sig til dommeren.
8) Knækker sin egen ketcher i arrigskab.
9) Forlader banen uden dommerens tilladelse.
Disse og andre forseelser hører til under §16 i spilleregler for badminton.
“20 sekunder” betyder: Forlad banen
Der er flere forældre/coaches, der ved ophold i sættet ikke er med på, at når dommeren siger “20 sekunder”, så skal de forlade banen. Derefter har spillerne 20 sekunder til at gøre sig klar til genoptagelse af spil.
Referee-behov i 3. division
– At 3. division nu får referee, finder nogle uforståeligt og bureaukratisk. Den beslutning ligger nok i, at der er mange uoverensstemmelser og afbrydelser af spil i netop 3. division, og flere klubber har bedt om denne form for hjælp, forklarer Søren Mandrup.
Det er derfor vigtigt, at man i både 2. og 3. division er klar over:
Holdturneringsreferee kan under holdturneringskampen: I tilfælde, hvor det vurderes nødvendigt, stoppe en kamp midlertidigt. Når de øvrige igangværende kampe i matchen er færdigspillet, sætter referee sig på dommerstigen og dømmer den stoppede kamp til den er færdigspillet (kampen genoptages ved den pointstilling, der var, da referee stoppede den). Først herefter sættes de næste kampe i holdmatchen i gang.
Se referee vejledningerne på Badminton Danmarks hjemmeside. Apropos referees, så dækker de nu også indledende kampe ved ungdomsturneringer i E-rækkerne.