I dag spilles der semifinaler ved French Open, og danskerne er flot repræsenteret. Blandt andet er det nye par Mathias Christiansen og Christinna Pedersen at finde.
Anders Antonsen får en god mulighed for at spille sig i sin første Super Series finale, da han møder Kenta Nishimoto, som er rangeret som nummer 40 i verden. Danskeren slog endda japaneren sikkert i deres eneste indbyrdes opgør i sidste uge i anden runde ved Denmark Open. Antonsen er selv nummer 17 i verden.
Verdens nummer to i form af Boe og Mogensen skal op mod kineserne Tan Qiang og He Jiting. De to par har aldrig mødt hinanden før, og danskerne er klare favoritter, da kineserne indtager en 72.-plads på verdensranglisten.
Mathias Christiansen og Christinna Pedersen står over for VM-sølvvinderne og verdens nummer et Zheng Siwei og Chen Qingchen. Danskerne har haft en flot turnering indtil videre, men i dag bliver de virkelig sat på prøve.
Dagens danskerkampe (i ca. tider)
- 17:00 – Anders Antonsen mod Kenta Nishimoto
- 18:00 – Mathias Boe og Carsten Mogensen mod Tan Qiang og He Jiting
- 18:00 – Mathias Christiansen og Christinna Pedersen mod Zheng Siwei og Chen Qingchen
Anders Antonsen og Boe og Mogensen spiller på TV-banen, som kan følges på TV 2 Sport.