Det var to specielle mænd, der i dag spillede herresinglefinale ved Denmark Open 2017. Indiske Srikanth Kidambi aflsluttede Viktor Axelsens stime på 13 sejre i kvartfinalen, mens koreanske Lee Hyun Il havde spillet sig i en Premier Superseries-finale i en alder af 37 år – samme alder som Joachim Fischer, der ofte skal høre for sin efterhånden modne alder.
Inden aftenens opgør havde de to spillere aldrig mødt hinanden før. Verdens nummer otte, Srikanth Kidambi, er kendt for sit flotte offensive og til tider utålmodige spil. Lee Hyun Il, der ligger nummer 22 i verden, har en fantastisk defensiv og tålmodighed og har udstillet mange spilleres offensiv igennem tiden.
I første sæt var inderen hurtig til at få spillet på plads. I starten overforcerede han ikke offensiven, men bevarede tålmodigheden og benyttede sig flittigt af stiksmash. Han kom således først til opholdet, hvor den uafhængelige koreaner ikke fik nogen coaching.
Efter opholdet fortsatte Srikanth Kidambi med ikke at forære et eneste point væk og i takt med, at han fik spillet sig varm, begyndte han at satse mere på de store smash på linjerne. De fungerede med det samme, og koreaneren fik ikke lov til at spille lange dueller og diktere spillet, som han ofte forsøger at gøre. 21-10 til Srikanth Kidambi.
Indisk dominans
I andet sæt pakkede Srikanth Kidambi sin modstander sammen. Han ramte sit uhyggelige topniveau, hvor alt lykkedes for ham – især i hans offensiv. Lee Hyun Il kunne derimod ikke finde noget modsvar og havde både usædvanligt svært ved at dæmme op for inderen offensiv samtidig med, at han kæmpede med at finde linjerne og længden.
Inderen kom først til opholdet med de uhørte cifre 11-1. Efter opholdet viste Srikanth ikke det mindste tegn på nerver og fortsatte med at dominere kampen. Koreaneren var chanceløs. 21-5 til inderen, der nu har vundet sin femte Superseries-titel i karrieren, hvoraf tre er Premier Superseries-titler.
Efter kampen havde den 37-årige koreaner kun en forklaring på, hvad der skete:
– Jeg kunne ikke følge med tempoet. Srikanth var hele tiden over mig. Han var overvældende, siger Lee Hyun Il til BadmintonBladet
Dermed er Denmark Open færdig for denne gang. Men i næste uge kan vi igen se frem til absolut topbadminton ved en europæisk turnering, når der spilles French Open.
Noget af en fuser og antiklimaks ovenpå DS og HD finalerne (så kun første sæt i XD og sidste sæt i DS så dem kan jeg jeg ikke udtale mig fuldstændigt om)