BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Kristoffer Henriksen
“Talentudviklingsmiljøer i verdensklasse”
Dansk Psykologisk Forslag
Bragt med tilladelse af forfatter og forlag. Tak.
Side 26-35
Tidlig specialisering og bevidst målrettet træning
Anders Ericsson var blandt de første forskere, der for alvor satte spørgsmålstegn ved tidens søgen efter det magiske talent.
I en veletableret forskningstradition har han sammen med en række kolleger påvist, at det, eksperter for alvor har til fælles, ikke er særlige gener eller anden hardware, men store mængder af træning (se fx Ericsson, 2005; Ericsson & Lehmann, 1996; Ericsson, Krampe & Tesch-Römer, 1993). Hans studier startede i musik og skak, men har efterhånden bredt sig og inkluderer i dag ledelse, kirurgi, flyvning og flere sportsgrene. Som et modsvar til holdningen om, at talent er arveligt, konkluderer de, at det kræver 10.000 timers intensiv og koncentreret træning at udvikle excellence inden for et hvilket som helst område. Det er senere blevet til 10.000 timers-reglen.
Mere præcist lykkedes det ham at vise, at eksperter ikke alene adskilte sig i mængden af træning (faktisk fandt han mange udøvere, der havde trænet lige så store mængder uden at nå verdenseliten), men i typen af træning. Ericsson introducerede begrebet ”deliberate practice“ (bevidst målrettet træning) til at beskrive en særlig effektiv form for træning, hvor træneren har en styrende rolle, og hvor udøveren analyserer præstationen, retter sine fejl, er intensivt til stede i træningen og i det hele taget engagerer sig i træningen med det bevidst formulerede mål at forbedre et eller flere aspekter af sin præstation. I retrospektive studier af eliteudøvere er en af de mest fremtrædende forskelle på eksperter og ikke-eksperter netop antallet af timer engageret i bevidst målrettet træning, og ikke bare antallet af timer man dyrker sin idræt.
Badmintonspillere kan benytte sig af muligheden for at lave betting på em 2020, når de holder pause fra deres træning.
Bevidst målrettet træning er en måde at undgå ”the power law of training“, en effektlov der viser, at udviklingskurven flader ud, når man bliver bedre. Jo bedre en fodboldspiller, sejler, løber eller svømmer man er, desto mindre lærer man ved bare at spille fodbold, sejle eller løbe en tur eller ved bare at svømme. Yderligere udvikling kræver bevidst træning – at man træner med specifikke mål om at forbedre specifikke færdigheder. Det betyder også, at jo bedre man bliver, desto mere skal man anstrenge sig for at blive bedre. Kvaliteten af træningen kommer i centrum. Vi går fra ”practice makes perfect“ til ”perfect practice makes perfect“.
FIGUR 2: Selve kurven viser ”the power law of training“ – at læring flader ud, jo bedre man bliver. I starten er der en række generelle adaptationer, og træningen behøver ikke være specifik. Så snart de generelle adaptationer har fundet sted, flader læringskurven ud, og yderligere udvikling kræver intensiv og målrettet træning af høj kvalitet.
Ericsson fandt altså, at den væsentligste forskel på eksperter og andre var antallet af timer (gerne 10.000) en udøver bruger på bevidst målrettet træning. Dermed bliver han også fortaler for tidlig specialisering. Hvordan skal man ellers nå så mange timers målrettet træning?
“En træner, der tror på målrettet træning og tidlig specialisering, vil anbefale, at man tidligt identificerer de atleter, der har den rette indstilling, og hjælper dem med at træffe et valg om, hvilken sport de vil satse på. Herefter vil han anbefale, at de træner målrettet og med høj kvalitet hjulpet af kompetente trænere med høj grad af sportsspecifik faglighed. Trænerne bør sikre, at udøverne ikke dyrker for meget alternativ idræt ved siden af, fordi mængden af træning allerede bør være tilpasset, hvad kroppen kan holde til”
Sen specialisering og selvorganiseret legende træning
Forskning inden for talentudvikling i sport har generelt understøttet ideen om, at udvikling af ekspertise kræver store mængder af bevidst målrettet træning. Men ifølge Jean Côté og kolleger (Côté, Baker & Abernethy, 2007) hviler Ericssons anbefalinger på to teser, som hans forskning endnu ikke har kunnet bevise. For det første at fremtidens eksperter adskiller sig fra fremtidens ikke-eksperter i deres mængde af træning allerede i de helt unge år. For det andet at bevidst målrettet træning skulle være alle andre aktiviteter overlegen allerede i en ung alder. Med andre ord er der ikke tvivl om, at ekspertise kræver mange timers bevidst målrettet træning, men det er på den anden side ikke påvist i sporten, at det behøver være fra en tidlig alder, og dermed at en sen starter aldrig vil kunne indhente en udøver, der tidligt er begyndt med specifik og målrettet træning.
Jean Côté har undersøgt vejen fra talent til elite i en række mere ”komplekse sportsgrene“ såsom baseball, ishockey og andre holdsportsgrene. Det er interessant, at hverken eliteudøvere eller sub-eliten i disse sportsgrene når 10.000 timers målrettet træning med en træner på sidelinjen. Han har også påvist, at de to grupper har cirka lige mange timer af denne form for træning, nemlig omkring 3.500-5.000 timer. Det er altså ikke det, der skiller eliten fra de andre. Til gengæld fandt han, at der var meget stor forskel på, hvad atleterne engagerede sig i ud over den målrettede og trænerstyrede træning – eliten har gennem hele forløbet dyrket en større andel af selvorganiseret sport. Han fandt også, at eliteudøverne faktisk i mange tilfælde havde deltaget i flere sportsgrene i de tidlige år og dermed specialiseret sig senere end de, der ikke nåede eliten (Côté, Lidor & Hackfort, 2009).
Til at beskrive denne ekstra træning introducerede han begrebet Deliberate Play – selvorganiseret legende træning. Det er træning, der organiseres af børnene eller de unge selv, som tager udgangspunkt i tilpassede regler, er designet til at maksimere nydelse og er indre motiverende. Eksempler er gadefodbold, street hockey, street basket m.fl.
Côté og hans kolleger (Côté, Baker & Abernethy, 2003) anbefaler derfor en udviklingsvej, hvor udøverne i de tidlige år prøver mange sportsgrene og gradvis snævrer ind til den sportsgren, de har lyst til og anlæg for, og at dette valg følges af et gradvis skift fra en overvægt af legende selvorganiseret træning til bevidst målrettet træning.
En træner, der tror på sen specialisering og bevidst selvorganiseret leg, vil anbefale, at man involverer sig i flere sportsgrene i de tidlige år og først senere i karrieren snævrer ind til en sport, fordi sen specialisering giver en god og bred sportslig basis. Han vil også anbefale, at klubben skaber muligheder for, at de unge kan dyrke sporten på eget initiativ uden for de formelle træningstider, for eksempel ved at give fri adgang til faciliteterne.
Sportens udviklingsveje
Jean Côtés ”Developmental model of sport participation“ (Côté et al., 2007) sammenfatter de nævnte perspektiver i en model over udviklingsveje i sporten. Modellen viser tre basale udviklingsveje, som en udøvers sportsdeltagelse kan gå. Kolonnen yderst til venstre viser motionistens udviklingsvej, der i denne sammenhæng er mindre interessant. De to andre kolonner viser de to udviklingsveje til verdenstoppen.
Yderst til højre har vi udviklingsvejen ”Elite via tidlig specialisering“. Her finder vi udøveren, der allerede meget tidligt (8-9 år) vælger andre sportsgrene fra og fokuserer på én sport (ofte ansporet af forældrene). Samtidig er træningen en målrettet udvikling af specifikke færdigheder (bevidst målrettet træning); den er næsten altid trænerstyret, og der er fokus på at klare sig godt i konkurrencer. Resultatet af denne udviklingsvej kan meget vel være, at udøveren når eliten. Til gengæld ved vi også, at denne vej markant øger sandsynligheden for frafald. I perioder med stagnation og dårlige resultater, eller når investeringen bliver for meget ”på bekostning“ af andre interesser, får udøveren svært ved at holde fast i motivationen. Vi ved også, at den tidlige og ensidige fokus på én sport og den målrettede træning medfører en øget risiko for skader.
Denne udviklingsvej kan udvikle udøvere, der præsterer, måske særligt i ungdomsårene, men også som seniorer. Til gengæld kniber det mere med participation – at mange udøvere fortsætter længe i deres sport. Sidst, men ikke mindst kan man stille spørgsmålstegn ved, hvilken personlig udvikling der finder sted på denne udviklingsvej, hvor de voksne tager meget initiativ og ansvar både for og fra udøverne.
Udviklingsvejen i midten hedder ”Elite via afprøvning“. Den er overordnet set kendetegnet ved en senere specialiseringsproces, der foregår i etaper, samt en mere gradvis overgang fra en overvægt af selvorganiseret legende træning til bevidst målrettet træning. I prøveårene (ca. 8-12 år) deltager udøveren i flere forskellige sportsgrene. Der er en overvægt af selvorganiseret og legende træning, men udøveren bliver også introduceret til bevidst målrettet træning. I specialiseringsårene (ca. 13-16 år) indsnævrer udøveren antallet af sportsgrene til for eksempel én sportsgren om sommeren og én om vinteren. Samtidig øges mængden af målrettet træning, så der nu er balance i de to træningsformer. I investeringsårene (fra ca. 16-årsalderen) er der kun fokus på én sport, og langt størstedelen af træningen er nu seriøs og målrettet mod at udvikle sportsspecifikke færdigheder.
Denne udviklingsvej kan også skabe eliteudøvere, der leverer præstationer på internationalt niveau. Samtidig viser forskningen, at der tilsyneladende vil være bedre participation (mindre frafald og færre skader), og at der vil ske en mere positiv personlig udvikling – blandt andet fordi udøveren udvikler en god social forståelse ved at indgå i flere sportsgrene med hver deres kultur. I forhold til udøverens motivation er det desuden værd at bemærke, at udøveren på den midterste udviklingsvej bruger en større del af tiden i sporten med base i egen drivkraft, nemlig i den selvorganiserede del af træningen. Det skaber en god base for langsigtet udvikling. Når udøveren lærer selv at tage initiativ til at organisere træningen, stimuleres evnen til at håndtere egen træning, træffe selvstændige beslutninger og træne for egen skyld. Det er vigtige egenskaber at have senere i karrieren. (Vallerand et al., 2006; Vallerand & Losier, 1999). Hvis vi derimod institutionaliserer al træningen, putter al træning ind på standardbaner, lader de voksne bestemme tid, tage initiativ og styre indholdet, risikerer vi at dræbe udøvernes selvstændige initiativ.
I realiteten hviler valget af ”den rette vej“ for udøveren på sportsgrenen og den sociokulturelle kontekst. Tidlig generalisering (deltagelse i flere sportsgrene) og selvorganiseret leg er ikke egnet som udviklingsvej i alle sportsgrene, men er særlig egnet i sportsgrene, hvor udøveren kan tillade sig at ”peake“ sent. I sportsgrene, der kræver komplekse koordineringsfærdigheder (fx kunstskøjteløb og gymnastik) kan det være nødvendigt at starte tidligere for at fange særlige ”åbne vinduer“ i den motoriske udvikling, hvilke Côté også anerkender
”… sportsgrene med færdigheder, der topper senere i udviklingen, kan tillade sig en større fleksibilitet i de tidlige faser af udviklingen end sportsgrene med færdigheder, der topper tid- ligere. Men før eller siden må alle fremtidens eksperter gå ind i et træningsprogram, der primært består af bevidst målrettet træning.“
(Côté et al., 2007, s. 193)
Den sociokulturelle kontekst øver en lignende indflydelse. I Danmark, og måske i Vesten i det hele taget, sætter vi den enkeltes rettigheder og muligheder meget højt og har som udgangspunkt svært ved at acceptere en hård og tvungen træning fra en tidlig alder. Natalia Stambulova skriver til gengæld om det russiske system, hvor alle trænere er professionelle og uddannede, hvor atleter er garanteret job efter karrieren, og hvor det er utænkeligt at lade uuddannede forældre håndtere træningen af unge udøvere:
”I sådan en sociokulturel kontekst betragtes tidlig specialisering som en nødvendig realitet i moderne sport, og ingen prøver at kæmpe imod for at beskytte børns ret til en ”normal barndom“. I stedet uddannes de trænere, der arbejder med udøverne i deres første år, så de kan udnytte alle fordelene ved tidlig specialisering og kompensere for ensidig udvikling og andre eventuelle omkostninger ved denne udviklingsvej.“
(Stambulova, Alfermann, Statler & Côté, 2009, s. 404)
Danske eliteatleters specialiseringsprocesser
Den forskning, jeg hidtil har beskrevet omkring specialisering, stammer primært fra udlandet. Men når konteksten er vigtig, er det selvfølgelig også vigtigt, at vi spørger os selv: Hvad så med danske udøvere?
Faktisk findes der dugfrisk dansk forskning, der handler om, hvad der kendetegner danske eliteatleters specialiseringsprocesser.
En gruppe forskere på Københavns Universitet under ledelse af Anne-Marie Elbe har lavet en større kvantitativ undersøgelse blandt 722 danske eliteatleter. De har blandt mange andre forhold spurgt til deres specialisering (Moesch, Elbe, Hauge & Wikman, 2010). Gruppen af atleter er ikke stor nok til, at vi kan sige noget præcist om de enkelte sportsgrene, men der tegner sig en række generelle tendenser. Der er flere resultater, der er interessante i denne sammenhæng. For eksempel viser det sig, at atleter, der relativt sent har specialiseret sig og rettet fokus ind på målrettet træning, får færre skader, holder motivationen længere og når længere i sporten end de atleter, der fra en tidlig alder har dyrket meget målrettet træning og udelukkende fokuseret på deres primære sport.
En anden gruppe forskere fra Syddansk Universitet under ledelse af Mette Krogh Christensen har efterfølgende udvalgt 17 af de 722 atleter og lavet en kvalitativ interviewundersøgelse, hvor de har spurgt atleterne mere i dybden om sportslige karrierer (Storm, Christensen & Henriksen, 2011). Denne undersøgelse viser, at hver atlets vej til toppen er unik, og at vi i en dansk
kontekst er nødt til at bløde lidt op i Côtés model (figur 3). Tidlig specialisering forekommer i dansk idræt ikke altid sammen med bevidst målrettet træning – og afprøvning forekommer ikke altid sammen med selvorganiseret legende træning. Blandt andet viste undersøgelsen, at flere atleter nok fokuserede på en sport fra en tidlig alder, men at der under træningen blev inddraget masser af elementer fra andre sportsgrene, og at trænerne på den måde aktivt skabte en bred basis, selvom udøveren kun gik til én sport. Den viste også, at eksperter med fordel kan have en del ”leg på skemaet“ – men i modsætning til begrebet ”deliberate play“ var der her ofte tale om leg, der var organiseret af de voksne som led i træningen, og altså ikke altid selvorganiseret leg. Undersøgelsen tegnede faktisk fire (og ikke bare to) veje til eliten, nemlig: 1) elite via tidlig specialisering og bevidst målrettet træning fra en tidlig alder, 2) tidlig specialisering i én sport, men i kombination med legende træning og sen investering, 3) afprøvning af flere sportsgrene i de tidlige år og sen start i den primære sportsgren og 4) afprøvning af flere sportsgrene i de tidlige år i kombination med store mængder legende træning og sen investering.
