BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Sidder i Press Room. I sofaen. Med lidt Imperal Stout fra Midtfyns Bryghus. Lidt træt i benene af at stå op inde i hallen. For jeg tør ikke tage en af siddepladserne for pressen, lige under TV2s kameraer og diverse kommentatorer. Dertil er min respekt og tilbageholdenhed for stor. Den lille dreng indeni vil ikke slippe, selvom jeg blev 53 år for 3 uger siden.
Svært ved at komme herfra. Sidder i sofaen og ser og møder mennesker, som bevæger sig noget tættere på inderkredsene end jeg. Lige før sad Gillian Clarke ved min side. Kommentator på BWF og tidligere topspiller. En noget yngre person tilknyttet Badminton Danmark tog mod til sig og præsenterede sig for hende og sagde tak for hendes kommentering. Jeg sad bare og lunede mig i stilhed lige ved siden af – og turde ikke sige nøjagtig det samme.
Det føles og opleves underligt som “underdog” og udefrabetragter at få adgang til baglokalerne og at gå rundt bag kulisserne, kigge på, lytte og suge ind.
Det er intet mindre end genialt at kunne få en akkreditering og dermed relativ fri adgang til DANISA Denmark Open pga. mine skriverier på Badmintonbladet.dk. At køre fra jobbet i morges efter en 24 timers vagt med de unge, psykisk syge mænd, som jeg i går både spillede badminton med i den store hal i Vordingborg og både før og efter så badminton med i huset, og nu være i Mekka, i det som jeg næsten føler som universets centrum, i hvert fald for en stund, som jeg beskrev det til min kæreste i en SMS, er så fedt.
Lige før spurgte et par insidere, hvad jeg ville skrive om i dag. Aner det ikke. Men nu flyder ordene. Måske de bare var venlige og viste interesse. Det virkede dog. Det er så mærkeligt.
Jens Peter Nierhoff stod pludselig i døren ind til Press Room og kiggede på mig og sagde: “…du kan ikke se, hvem jeg er?” Og sandt nok, jeg var i tvivl, da vi fik øjenkontakt, og inden han sagde noget, men straks han sagde de få ord, blev jeg hvirvlet tilbage til teenagealderen og Kolding-tiden i den lille, grønne hal fra 1937 på Østerbrogade. Dengang han var den store stjerne i jordhulen, som københavnere af og til kaldte vores hal. Nu er den jævnet med jorden.
I Press Room får jeg en snak med et par frivillige. Deres vagt er forbi. Manden bærer sit æresemblem fra OBK på den orange bluse. Han startede i OBK i 1951, 14 år før min fødsel og har haft alle mulige poster i klubben. Spillet har han måtte lægge fra sig. Bridge er kommet til. Men i de 12 år, turneringen har været afholdt i Odense, har han været med som frivillig.
Den sønderjyske golftosse, kærligt ment, Hr. Kolmos har lige siddet i sofaen og drukket en mørk øl, Rough Snuff, med mig. Vi mødes en gang om året her, i de bagvedliggende lokaler, og indhenter på 20-30 minutter det sidste år. Resten klarer vi via facebook.
Det er Badminton Danmarks største begivenhed. Det er badminton Danmarks folkefest. Det ér en fest. For os, der bare elsker denne sport. Her mødes vi og lader os begejstre, udveksler røverhistorier, sladder, kritik og ros, livserfaring og alt muligt andet.
Det bedste er, at det fortsætter i morgen.
Per Damkjær Juhl
Vordingborg Badminton Klub
