BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Da Bo Omøsegaard fortalte om Badminplay, blev jeg ramt. Af en stor aha-oplevelse. Af forståelse og indsigt. Pludselig forstod jeg det. Hvordan jeg for 35-40 år siden nærmest selv, og ikke mindst sammen med mine jævnaldrende, havde lært at holde rigtig på ketsjeren, foretage de rigtige bevægelser, lært teknik, taktik og at tænke selv.
Vi havde dengang i Kolding i 70’erne naturligvis også trænere – typisk vores fædre, der ikke anede ret meget om badminton, men forsøgte det bedste de kunne. Men vi lærte hovedsageligt selv, også at tænke selvstændigt og finde løsninger, ved at lege, ofte uden voksenstyring, uden opsyn, uden curlingforældre, uden coaching, uden fokuspunkter og udviklingsplaner.
Vi spillede netkampe, halvbanesingle i det store felt, netfeltet mod bagliniefeltet, to mod en på halvbane, med venstre hånd (jeg er højrehåndet). Pointen er, at vi lærte det alligevel, og ikke selv opdagede hvordan.
Pudsigt nok hørte jeg personligt først om forspændingshop (bruges den term mon stadig?), da jeg som 29 årig flyttede til Viby Badminton Klub, kom på anden divisionsholdet og af og til deltog ved ungdomstræningen under træner Kent Madsens kyndige vinger.
Hvad var det for noget, det der forspændingshop? Nåh det! Det havde jeg altid gjort. Men ingen havde lært mig det. Det var blevet leget ind.
Det er hvad Badminplay handler om. Leg, hvorigennem teknik, taktik, greb og selvstændig tænkning læres ad bagvejen i en proces, hvor udvikling er målet, fremfor at målet er at være nummer dit og dat på en rangliste.
Badminplay er for mig at se et stort og modigt skridt i den rigtige retning. Næste skridt er at gøre noget ved ranglisterne. Dernæst al den megen coaching. Badminton skal være sjovt.
Om vi kan lide der eller ej, udviklingen kan ikke stoppes. I en tid, hvor vi bombarderes med underholdning og tilbud, og hvor kedsomhed og evige gentagelser er no go, eller i hvert fald op ad bakke, er jeg overbevist om, at Badminplay er et godt modsvar.
Jeg håber, I vil tage imod det med åbent sind. Det er værd at prøve. Og vi kan jo altid vende tilbage til den gamle og kendte formel. Til de “gode gamle dage”!
Af Per Damkjær Juhl
