Senfølger efter Covid-19……

Loading

Tak for gårsdagens spil – Marius (16 år), Sebastian (18 år), Steen Hansen (57 år) og undertegnede (56 år). 

Nu kan vi holde et par dage fri, med ro i krop og sjæl efter dage med god (social) badminton, være sammen med familie og venner, drikke lidt påskebryg, spise lam, sove længe, nyde varmen, få åbnet døre og vinduer, slået græsset, høre fuglenes kvidren og komme ud i naturen! 

Vi er 4 veteraner, der dyster “engelsk” på mandag kl 10.00 i Den Store Hal og igen tager en snak bagefter under bruserne! Som det hører sig til i +50 segmentet. 

Formen til DM for veteraner i Værløse den 23.-24. april er ved at være på plads. 



I dag, dagen derpå, skærtorsdag, er jeg ret godt tilfreds. Ja nærmest lykkelig ツ Også i sportslig henseende. 

I går var nemlig tredje gang i streg, 3 gange badminton inden for 5 dage, hvor jeg absolut intet mærkede til de sidste 2 års vejrtrækningsproblemer, altså med at få tilstrækkelig med luft i lungerne. Eller mere præcis store problemer med hurtig udmattelse, som om der ikke kom nok ilt ud til musklerne. Samt efterfølgende kramper i læg og fødder. 

Det var (?……forhåbentligt) et problem, der kom i februar 2020 efter en periode med sygdom (feber, træthed, hovedpine), efter min opfattelse Covid. Måske pådraget under et 4 dages ophold i Mulhouse i slutningen af januar (som tilskuer til de franske mesterskaber i “min hjemby”), før pandemien rigtig blev anerkendt herhjemme og samfundet nærmest gik i semi-undtagelsestilstand, efter nogens opfattelse, og delvist lukkede ned – første gang. 

Den 11. marts 2020 og det første chokerende pressemøde føles allerede som meget længe siden. 

I over 2 år har jeg kæmpet med hurtig udmattelse. Hvad er hurtig? Det er i min definition at blive træt efter 15-20 minutters middelmådig spil, oftest engelsk, og derfor være nødt til at stoppe. Og af den årsag i en lang periode være henvist til udelukkende spille med de 13-15 årige på Team Storstrøm træningen. Hvilket nu også er meget sjovt! Og givende, på en helt anden måde. 

Hurtig udmattelse var især irriterende, fordi jeg altid har bygget mit spil op på at kunne løbe langt og være kvik i benene. Single på den store bane, den ultimative dyst, har helt været udelukket i to år, og jeg har derfor været nødt til at spille defensivt med megen omtanke og undgå unødvendig energiudfoldelse. 

Ja, I know. Jeg er ikke stjerne. Men vi veteraner tænker sgu også rigtig meget på vores spil og optimerer på alle mulige parametre. Det er derfor vi stadig er i gang. 

Ambitioner ældes nødvendigvis ikke. 




Men nu er problemerne væk, pist forsvundet, den tætte tåge er opløst, håber jeg, også i hovedet, og jeg skal nok have annulleret den blodprøve og efterfølgende undersøgelse på lungemedicinsk på Nykøbing Falster sygehus, som er planlagt i maj, og som har været aflyst to gange indenfor de sidste 6-8 måneder. 

I det hele taget har jeg oplevet en fantastisk service og behandling fra det danske sundhedsvæsen, min praktiserende læge og diverse sygeplejersker og specialister midt under en pandemi. 

Alt er blevet undersøgt – røntgen af lunge, astma, lungekapacitet, utallige blodprøver, EKG, MR-skanninger af hjerte og blodårer til og fra hjertet – og sikkert mere som jeg umiddelbart har glemt, uden at nogen har kunnet finde et svar. 

Ok, en enkelt læge næsten krævede at jeg begyndte på kolesterolsænkende medicin…..men det bestemmer jeg selv!

I alles øjne var jeg sund og rask! Det var lige før jeg overvejede om det var en psykolog eller psykiater, jeg skulle forsøge mig med. 

Stor tak til vores system. Jeg har i den grad fået valuta for skattepengene. Det har kostet kassen. 

I går tænkte jeg kun i begyndelsen lidt på de tidligere problemer. Frygtede trætheden. Men herefter var det fuld gas og lange dueller. 

Det er en fantastisk fornemmelse at være tilbage. Det er lige til at blive høj over. På kroppens egne lykkehormoner ツ

God Påske!🙏🏻🇩🇰



Badmintonbladet / Per Damkjær Juhl

Læs også

World Ranking • “Magnus Johannesen (🇩🇰) will be the only another Top 40 players who’ll improve his ranking”

Week 1️⃣3️⃣➖2️⃣0️⃣2️⃣4️⃣ ➡️ = Swiss Open S300, Ruichang Masters S100, Polish IC⬅️ = Swiss Open …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.