Søren Toft vandt nogle flotte sejre i dag ved Welsh International, specielt set i lyset af, at han kæmpede med sygdom.
I dagens første kamp stod han sammen med Pernille Bundgaard over for et sjetteseedet østrigsk par. De to danskere var foran det meste af første sæt, men mod slut blev det tæt. Det danske par formåede dog at lukke sættet med 22-20. I andet sæt var danskerne derimod bagud i store dele af sættet, men ved 17-18, tog de tre meget afgørende point i træk. Kort efter vandt de nemlig 21-19.
I single var han oppe mod en useedet spiller fra Estland. Her hang han efter i næsten hele første sæt. På imponerende vis sikrede han sig de sidste fire point, da han var bagud 17-19. I andet sæt var han igen bagud hele vejen igennem. Og denne gang nåede han ikke op, hvorfor han tabte 16-21. I tredje sæt var han dog foran i starten, før det blev helt lige efter opholdet. I en spændende afslutning lukkede han dog sættet med 21-19. Han havde denne kommentar til BadmintonBladet efter kampene:
– Jeg er utrolig glad for, at jeg hev begge kampe hjem i dag, da jeg er blevet ramt af et maveonde i løbet af natten. Den værste følelse er at gå på banen og at have ingen power i benene, og under min single måtte jeg løbe på toilettet, da jeg skulle kaste op.
Om deltagelsen længere fremme i turneringen siger han:
– Jeg håber meget, det bliver bedre i løbet af dagen og natten, så jeg er lidt mere frisk i morgen. Heldigvis er der kun en runde i alle kategorier i dag og så to i morgen og to lørdag, så jeg har et lille håb.
Der er masser af danskere i aktion resten af dagen.