BadmintonBladet flest nyheder om badminton
På vej hjem gennem den mørke skov efter en aftentræning i den store hal med den gode lyd.
Det er skyfrit og her ude på landet, udenfor den lille by, ses stjernerne tydeligt. Min lille cykellampe “forstyrrer” ikke de hvide prikker på himlen og lyser kun lige de næste 2-3 meter op. Men bare roligt. Jeg kender turen, eller genvejen gennem den lille skov mellem mit hjem, Det Hvide Hus og den store hal. Cykler og vandrer den næsten dagligt.
På vej hjem tænker jeg lidt over mit ene sæt til 7 point mod Bo Rafn. På trods af, hvad jeg vil kalde gentagne vindere i træk i samme duel fra min hånd, blev bolden ved med at komme tilbage, med kvalitet som de siger i tv – i nærmest alle sportsgrene, kvalitet, ja ikke “bare” komme tilbage som sagt, men komme tilbage med pres, luft, længde og præcision. Ved det godt. Jeg er over halvtreds og Bo, det bette pus, er så ung, og var (og er stadig) ret god. Men irriterende er det. Især også fordi det sølle 7 points sæt fuldstændig hiver i mine lunger, således at jeg nemt taber det næste 7 points sæt mod Gustav på 17. Jeg når simpelthen ikke at få ro i kroppen og på vejrtrækningen, inden jeg skal i gang igen.
Så på vej hjem ender jeg med at vende tilbage til det samme, som jeg tænkte, da jeg cyklede gennem skoven til hallen. Nemlig “hvorfor?” Hvorfor tager jeg til træning? Igen og igen. Hvad er det, der driver mig afsted adskillige gange hver uge? Nogle gange topmotiveret og ovenpå. Andre gang af……ja vane. Men hver gang med drivet “jeg skal da afsted til træning!”
Ved at kopiere psykolog, podcast vært, forfatter og debattør Svend Brinkmanns metode på facebook, forsøger jeg at forklare det for mig selv, og dermed overvinde tvivlen, ved at splitte dette “drive” eller denne drivkraft op i forskellige dele, facetter, sfærer. Ved at analysere.
Jeg tager afsted til badminton igen og igen fordi…..
Psykologisk – jeg har brug for ventilen, for en stund og et sted at glemme tankerne, koble af. Glemme dagligdagen, rutinerne, mig selv.
Eksistentielt – jeg har brug for at glemme livets meningsløshed og slippe angsten for døden.
Biologisk – jeg derved fysisk mærker livet, i min krop. Den er skabt til bevægelse, og netop det giver mig velvære. Hiver mig fra tankernes evige kværnen over i kroppen, i bevægelsen.
Sociologisk – jeg kommer ud af min alenehed og isolation, og ind som aktiv deltager i og bidrager til et fællesskab.
Relationelt – jeg mødes med venner og bekendte, taler om stort og småt, dybt og overfladisk, før, under og især efter spillet, i omklædningsrummet, hvor vi er afklædte for hinanden og i hvert fald jeg lader nogle af hæmningerne falde og fortæller, hvad der fylder i mit liv.
Mentalt – jeg ganske enkelt oftest bare bliver glad i låget ved at lege med bolden. I den senere tid så glad, så de andre spørger, hvad der sker.
Kulturelt – jeg indgår i et fællesskab og er med til at oppebære en samfundopbyggende og -støttende kulturel enhed, foreningslivet, hvor mennesker fra forskellige verdener mødes og deler en interesse. Vi bevarer. Vi skaber. Vi dannes. Sammen.
Fysiologisk – jeg føler, at jeg ved min sport får brugt enhver muskel, fiber, led, sene, bindevæv, får aktiveret mit hjerte og mine lunger, får renset mine arterier og vener, får rusket i alle kapillærer og celler. Samlet set holder afviklingen og døden på afstand.
Æstetisk – bevægelse, når den er udført efter utallige øvelser og gentagelser, rummer en skønhed, i mine øjne, uanset om det er bevægelse i dans, gymnastik, fodbold, tennis, eller som i vores tilfælde, badminton. Hvor ville jeg dog ønske, at jeg af og til kunne gemme en sekvens i mit indre, når jeg en sjælden gang udfører et godt slag, et kast ud til en bold eller en af de få finter, jeg evner, for at kunne genspille den for mit indre igen og igen. Det lykkes næsten en gang imellem, at bibeholde denne sansede oplevelse, der dog desværre med tidens gang udviskes ganske langsomt.
Etisk – det giver stor tilfredsstillelse, en dyb tilfredsstillelse, at gøre noget for andre, at være uegennyttig, at sætte egne behov lidt på stand by, selvom det at gøre noget for andre vel også er et behov, og derved få glæde af at se andres glæde.
¯\_(ツ)_/¯
Alt dette, og mere til, taler jeg med min 18 årige søn om, da han smider sig på sofaen, og vi kort interagerer, før han går i seng. Jeg forsøger at forklare ham om min oplevede og ofte forekommende tvivl, og mit forsøg på et modsvar herpå. Samtidig med den tanke, at han selv forstår vigtigheden af bevægelse. For sagen er, at han slet ikke er bidt af bevægelse, altså sport. Han er bidt af computerspil. Og hans modsvar er at fortælle, endnu en gang, om sin verden, sin motivation, sit drive, sin oplevelse.
Og der, i stuen, clasher to verdener, og, må jeg indrømme, jeg forstår ikke helt hans, og han, tolker jeg, forstår ikke helt min. Men det er ikke nyt. Vi to har boet sammen i 10 år. Vi har berørt emnet mange gange tidligere. Men for hver gang bliver respekten, forståelsen og indsigten i den andens verden større. Og således siger vi endnu en gang godnat. Lidt klogere. Lidt tættere. Lidt mere respektfulde.
Det var tanker fra en mandag aften med 2 timers spil i Vordingborghallen, den store hal fra 1951 med det blødeste gulv.
Per Damkjær Juhl
Vordingborg
