Først og fremmest afvikles kampen i Skagen Sportscenter (Badmintonhallen). Det er første gang i fem år, at VEB spiller i Skagen. Senest det skete var mod Lillerød, hvor Peter Mikkelsen – dengang Lillerød-spiller – besejrede Eric Pang i første herresingle.
Usædvanligt er det også, at hele tre VEB-spillere træner i netop Værløse. Det drejer sig om Camilla Sørensen, Josephine Van Zaane og Maria Helsbøl. Førstnævnte er ligefrem træner i både Værløse og VEB.
Som et ekstra krydderi har flere af spillerne en fortid hos modstanderen. Det drejer sig for VEB’s vedkommende om netop Camilla Sørensen, Josephine Van Zaane og Maria Helsbøl. Hos Værløse har den tidligere verdensmester i herredouble Jonas Rasmussen og Nikolaj Overgaard spillet i VEB.
Sidstnævnte var i tre sæsoner – fra 2011 til 2014 – en særdeles populær spiller i VEB. Nikolaj Overgaard udgjorde en stærk herredouble med Zvonimir Durkinjak. Sammen leverede de flere overraskende resultater i Badmintonligaen.
Netop Durkinjak sidder for anden kamp i træk udenfor med en skade. Det giver igen plads på holdet til Allan K. Nielsen, som denne gang spiller mixeddouble med Josephine Van Zaane.
Værløse havde to spillere, som trak sig med skader i tirsdagens 4-3-sejr over Solrød Strand, men både Jonas Rasmussen og Søren Gravholt er med i Skagen. De udgør gæsternes herredouble, hvilket er nyt. Jonas Rasmussen plejer at spille sammen med Nikolaj Overgaard, men “Niko” spiller denne gang mixeddouble.
Der er gratis entre til kampen i Skagen, hvor Sparekassen Vendsyssel og Nordjyske Bank er kampsponsorer. Historiebøgerne er i øvrigt ikke rar læsning for VEB, som fem år i træk har tabt til Værløse i grundspillet.
Kilde: Vendsyssel Elite Badminton