Viktor Axelsen. Foto @ Annette Vollertzen

Viktor Axelsen var nådesløs mod unge Antonsen

Loading

Der var lagt op til et hyper-interessant opgør imellem 21-årige Viktor Axelsen og 18-årige Anders Antonsen i finalen ved Copenhagen Masters 2015.

Måske knap så meget på grund af forventet jævnbyrdighed, men fordi Viktor Axelsen er et talent, som har udfoldet sig på verdensscenen, og Anders Antonsen ligner det næste danske bud på en badmintonspiller i international topklasse.

Kampen gav adskillige prøver på Antonsen fine spil og spilforståelse, men kampen udviklede sig hurtigt til et David-mod-Goliat opgør. Specielt virkede Viktors fysik til at trykke Antonsen tilbage i banen. Lyden af Viktors smash rungede simpelthen mere under Falkonér Salens tag, men Antonsen nød det alligevel.

– Der var vildt fed stemning idag, og det var kæmpestort i forhold til at møde Viktor. Forhåbentlig får jeg revanche en anden gang, sagde Anders Antonsen til publikums morskab.

– Jeg havde ikke forventet mere, end dét jeg leverede. Jeg havde tænkt mig at kæmpe røven ud af bukserne og skrabe så mange point sammen, som jeg kunne. Det lykkedes til tider at få noget spil ud af det, men nogle gange straffede han mig bare tidligt i duellen, siger Anders Antonsen til badminton.dk.

Viktor Axelsen lagde meget spil ind over hovedet på den unge århusianer, som dermed ofte blev tvunget til at afgive initiativet. I enkelte glimt i første sæt fik Antonsen vist de offensive kvaliteter, der har sikret ham flere internationale titler allerede. Resultatet blev, at Viktor sejrede med 21-10 i åbningssættet.

Andet sæt havde meget godt spil, men spændende blev det aldrig. Viktors dominans fortsatte, og Anders Antonsen havde vanskeligt ved at finde våben, der kunne true fynboen. Det dramatiske højdepunkt kom ved stillingen 11-7 til Viktor. Han trådte lidt skævt på foden, men det var heldigvis ikke alvorligt.

Kampen var til trods for den ensidige pointfordeling ret underholdende, og gav lovning om spændende opgør i de kommende år mellem disse to kæmpetalenter. For eksempel var begge spillere i gulvet på Viktors første matchbold. Kampen sluttede 21-10, 21-15 til favoritten Viktor Axelsen,  som dermed sejrede for tredje år i træk. Det glædede han sig over, men Superseries-titler fylder naturligt mere i regnskabet.

– Jeg ser tilbage på et rigtig godt år. Jeg har godt nok ikke formået at vinde en Superseries endnu, men jeg håber, at jeg har, hvad der skal til, sluttede Viktor Axelsen af. De medfølgende klapsalver signalerede, at det badmintonkyndige publikum i Falkonérsalen troede på Viktors fremtidige chancer.

 

 

Læs også

Badminton i verdensklasse i Brøndby Hallen!

I går var vi 12-14 tilskuere, der helt gratis så verdensklasse badminton på tæt hold. …