Billede fra Danish Junior Cup 2014.

Det nye Danish Junior Cup holder fast i konceptet og kombinerer det med Denmark Open

Danish Junior Cup skulle have været holdt i marts 2019, men bliver nu afholdt i efterårsferien 2019. Anders Nielsen, der er Øst-repræsentant i Badminton Danmarks Hovedbestyrelse, fortæller om bevæggrundene hertil.

Om grunden til, at Danish Junior Cup nu afholdes i efterårsferien 2019, siger Nielsen:

– Det er godt at have den i efterårsferien, da trænere har fri for studier og ikke så mange faste træninger der. Spillere og forældre har desuden også bedre tid til det her. Det var grundet disse aspekter uhensigtsmæssigt at holde det i marts i nogle hverdage.

Hvis man skal forstå hele processen, der igen har ledt tilbage til, at man holder turneringen i efterårsferien, må man dog se længere tilbage, mener Nielsen:

– Oprindeligt lavede man om på datoen og måden, det var sat sammen på grundet dette: Det var et udslag af, at der simpelthen blev spillet for mange kampe for de bedste spillere på kort tid i det gamle koncept. Der kom således spillere hjem, der havde spillet 23-24 kampe på fem dage i efterårsferien, så derfor blev det marts.

Marts var dog heller ikke holdbar grundet de ovennævnte årsager, så derfor kom en ny ide på bordet:

– Så var det, at nogle tænkte, at man kunne lave et sammenhængende koncept med Denmark Open. Man kunne dermed holde det gamle koncept, som Danish Junior Cup har bygget op i 30 år. Danish Junior Cup har nemlig været en selvstændig turnering understøttet af Badminton Danmark og Østkredsene (Badminton Sjælland og København). Gradvist ville denne gruppe, der stod for Danish Junior Cup, gerne have, at turneringen skulle overtages af Østkredsene og Badminton Danmark, og det bliver den så nu.

Den lidt nye form

Selve formen på Danish Junior Cup, som U11, U13 og U15-spillere deltager i, kommer derfor til at se således ud:

– Der er holdturneringer først tirsdag og onsdag. De første holdkampe bliver spillet i Odense eller Tåstrup. Torsdag er så pausedag, hvor man kan træne og se Denmark Open. I weekenden er der så individuel turnering, hvor man også kan se Denmark Open. Det nye koncept udvikler dermed det gamle.

Han fortsætter:

– Den individuelle del og holdkampene er to selvstændige dele: Holdkampene er en invitationsturnering, hvor kredse spiller mod hinanden og mod det udenlandske landshold, og det er den del, der gør det fantastisk og specielt. Det kan man nemlig ikke se andre steder i Europa. Og det, at man samtidig kan se en Super 750-turnering, gør, at vi har noget virkelig unikt.

I morgen kan du læse mere om det nye koncept.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.