Søgaard efter to dramatiske sejre i Badmintonligaen: Det har været en stor forløsning

Frederik Søgaard har efter skiftet i år til TSS nu været en del af et par dramatiske holdkampe i Badmintonligaen i de første runder. Så hvorledes er disse gået, og hvordan er han faldet til i klubben?

Søgaard meddelte sidste år, at han fra denne sæson spiller i TSS. Det har indtil nu vist sig at være en god beslutning, da det har været en god start både på og uden for banen for den talentfulde doublespiller. På banen har han deltaget i et par tætte holdkampe, hvor han selv har bidraget med sejre, og hvor det lige akkurat er faldet ud til TSS fordel begge kampe.

Den første kamp mod Højbjerg i mandags var ikke kun speciel, fordi Søgaard, der normalt spiller herredouble, spillede mixeddouble med Selena Piek og fik sin debut for TSS. Den var også speciel, fordi han mødte sin gamle makker Mathias Bay-Smidt i mixeddouble-kampen. Denne kamp vandt han og Piek lige akkurat. Han havde dette at sige om det særlige møde og selve kampen:

– Det er en ny klub, så man er altid spændt på, hvordan det går. I første kamp gik det rigtig fint. Det var en speciel oplevelse og en psykologisk udfordring at møde en gammel makker og god kammerat i form af Mathias Bay-Smidt, men vi klarede opgaven fint. Jeg havde på forhånd set en svær holdkamp for mig og havde håbet, at Marc Caljouw kunne vinde over Ygor Coelho. Da dette ikke skete, måtte Toby Penty jo afgøre det til sidst. Jeg vidste godt, at det ville blive en svær kamp, da Kasper Dinesen er en modstander, Toby ikke er vant til at møde. Desuden er han en fighter. Så der var nerver på ved 19-19 i tredje sæt, og derfor var det en stor forløsning, da Toby lukkede sættet der.

I den næste kamp, som blev spillet i går, var der også dømt drama. Opgøret mod Solrød endte således i et Golden Set, som TSS vandt:

– Inden kampen havde jeg forventet, at vi ville få to sikre sejre, nemlig i mixeddouble og herresingle. Vi var ikke favoritter i de andre kampe, så der tegnede sig igen et spændende opgør. Det hjalp selvfølgelig, at Mia Blichfeldt måtte trække sig i tredje sæt, men jeg tror på, at hvis ikke dette var sket, kunne en velspillende Line Kjærsfeldt have gjort det færdig. Så var der kampen mellem Vittinghus og Caljouw, som var lidt rodet og jo betød, at vi måtte ud i et Golden Set. Her var det igen fedt, at Penty spillede en så fin kamp uden nerver mod Vittinghus, og at vi dermed hentede endnu en fed sejr.

God start og forhåbninger for mere

Også socialt er han glad for klubben, som han beskriver således:

– Jeg er faldet godt til. Det er et fint hold og en god stemning, hvor alle, på tværs af de mange nationaliteter, kan snakke sammen.

Søgaard spiller altså normalt herredouble, men har som nævnt i de første kampe optrådt i mixeddouble. Om dette siger han:

– Kim Astrup er ude for tiden, så det bliver spændende at se, hvordan vi sammensætter holdet, når han kommer tilbage. Det må vi så tage hen ad vejen, og jeg er meget åben over for, i hvilken kategori, jeg bliver sat. Det er op til Steen Pedersen. Dog er herredouble selvfølgelig min prioritet i hverdagen, og derfor vil jeg gerne spille der, hvis muligt. Det har imidlertid været fint at spille mixeddouble i starten.

Dermed har TSS altså fået en god start på sæsonen ved at slå nogle af konkurrenterne til topplaceringerne, hvilket giver øgede forventninger til resten af denne:

– De gode resultater tegner godt for sæsonen. Jeg håber, at det ender med, at vi når finalen, og derfra kan alt jo ske, som man har set før. Det bliver også godt for holdet at få Astrup tilbage.

I næste runde møder TSS Skovshoved i et brag af en kamp.

RSL BADMINTONLIGAEN banner

Læs også

Ungt dansk par var overlegne, men nu er det alvor: Vi skal ramme et højt niveau

Frederik Søgaard og Mathias Bay-Smidt hentede i dag en suveræn sejr i første runde af …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.