Foto © Jacob Christensen

Vittinghus træt men klar!

Vi mødte Hans-Kristian Vittinghus inden semifinalerne ved All England gik i gang i dag, og det var en glad men lidt brugt dansker, der stod over for os. HK skal spille dagens sidste semifinale på TV-banen mod kinesiske Tian Houwei – det er efter den kamp, der spilles i skrivende stund.

HK var ude i en lang tresætter, der først sluttede efter midnat dansk tid mod Marc Zwiebler fra Tyskland i går – 68 minutter var de to om at afgøre, hvem der skulle i semifinalen. Nede med 18-20 i tredje sæt lykkedes det danskeren at tage fire point på stribe og sikre sig en ny kamp i dag.

“Efter kampen skulle jeg lige have noget mad og forbi fysioterapeuten, inden jeg kunne gå i seng. Jeg sov ved først omkring 4-tiden i nat (engelsk tid, red.)” sagde Vittinghus til os.

“Så jeg er da noget træt i dag, men selvfølgelig er jeg klar til kamp. Det er ikke hver dag, man står i en semifinale ved All England,” fortsatte han.

Det er fuldt ud forståeligt, hvis Hans-Kristian Vittinghus har ømme stænger i dag, men han har lovet os at give den, hvad den skal have, så vi kan se ham igen i finalen i morgen.

Husk, at hvis du er hurtig på tasterne, så kan du være med i konkurrencen om at vinde en signeret trøje fra Vittinghus. Alt, du skal gøre er at give dit bud på vinderen af hans kamp mod Tian Houwei. Det gør du på vores Facebook-side her: Vind Hans-Kristian Vittinghus’ signerede spilletrøje.

Vær opmærksom på, at dit bud skal være afgivet, inden kampen går i gang.

Læs også

Solrød sejrede trods overraskende nederlag til Vittinghus

Solrød vandt aftenens kamp mod Gentofte på trods af et noget uventet nederlag til Vittinghus. …