Et af badmintonårets højdepunkter er den meget traditionsrige All England-turnering, som finder sted 3. – 8. marts. Lodtrækningen og seedningerne er offentliggjort af BWF.
Tre seedede herresingler
Herresingle byder på hele tre seedninger, og alle tre danske spillere er seedet i samme halvdel. Den nykårede, danske mester, Jan Ø Jørgensen er bundseedet, mens Hans-Kristian Vittinghus og Viktor Axelsen er seedet henholdsvis 7 og 8.
Især Viktor må ånde lettet op efter et 2014, der bød på mange uheldige lodtrækninger. Sidste år mødte Viktor, Chen Long i første runde i All England.
Hårde kampe i vente
I damesingle får Danmarksmesteren lidt at se til. Line Kjærsfeldt møder Wang Shixian, seedet 2, i første runde. Også herredoublen Mads Conrad og Mads Kolding får hård modstand i deres åbningskamp. Det er nemlig verdensetterne, Lee Yong Dae og Yoo Yeon Seong, der tager imod i Birmingham.
Doubleseedninger
Mathias Boe og Carsten Mogensen er seedet 2 og møder de russiske kending, Vladimir Ivanov og Ivan Sozonov i første kamp. Useedede Anders Skarup og Kim Astrup møder Endo/Hayakawa (5) fra Japan.
I mixeddouble er Christinna Pedersen og Joachim Fischer seedet 2, mens Christinna og Kamilla Rytter Juhl er seedet 4 i damedoublerækken. Se hele lodtrækningen til All England 2015 (åbner i Excel).