Kan en fordel blive til en ulempe? At spille på hjemmebane giver efter sigende altid en fordel og betyder, at der er en nemmere vej til sejr. Eller gør det?
De indonesiske badmintonspillere er under stort pres ved VM, der spilles i Indonesiens hovedstad Jakarta i disse dage. I det sydøstasiatiske land, hvor badminton er lige så stort som fodbold er i Brasilien, forventer man – ja, man nærmest kræver – at der bliver vundet guld. Selv om Indonesien har flere verdensklassespillere, er det er stort pres at lægge på deres skuldre.
Indonesiske favoritter i problemer
Sidste års vindere af Asian Games i damedouble, Greysia Polii og Nitya Krishinda Maheswari, der har fået en outsiderrolle under VM, var store favoritter i deres første kamp, som blev spillet i morges.
De var oppe mod verdensranglistens nr. 50, Yin Loo Lim og Meng Yean Lee fra Malaysia, der ikke burde kunne volde Polii og Maheswari de store problemer.
Men det var lige præcis, hvad de gjorde. De førte stort set hele vejen i første sæt, som de vandt med 21-17, og da de to par også fulgtes ad op til 7-7 i andet sæt, var der mange indonesiske fans, der sad nervøst på tilskuerpladserne. Den malaysiske defensiv så uigennemtrængelig ud, og gode råd var dyre.
Først dér fik Greysia Polii og Nitya Krishinda Maheswari gang i deres sædvanlige spil, og de fik slået et hul på fire points. Denne føring satte de ikke over styr, og de tog andet sæt med 21-13.
– Vi tøver for meget med både vores slag og vores spilmønstre i første sæt, men i løbet af andet sæt blev vi mere fokuserede og fik vi mere styr på vores strategier, sagde Polii på den efterfølgende pressekonference.
– Vores træner sagde efter andet sæt, at vi ikke skulle tænke på at vinde men tænke på ikke at tabe. Derfra gik alt, som det skulle, sluttede hun.
I tredje sæt var der aldrig tvivl om kampens udfald. Efter en start på 6-0 spillede Polii og Maheswari sig sikkert frem til en sætsejr på 21-11. Men det holdt altså hårdt for de to indonesere undervejs.
Tæt på fransk sensation
Peter Gade sad som fransk landstræner bag banen, da de to franske herredoublespillere Baptiste Careme og Ronan Labar var oppe mod overmagten i Mohammad Ahsan og Hendra Setiawan fra Indonesien.
De tidligere verdensmestre ligger treer på verdensranglisten og er blandt favoritter til at vinde VM, men det kunne ikke ses på spillet i dag. Omvendt skal franskmændene absolut have deres del af æren for, at det blev så spændende en kamp, som det nu blev.
Et yderst tæt og interessant første sæt endte med fransk sejr på 21-19, så der var pres på indoneserne fra andet sæts start. Her gik det bedre, og Ahsan og Setiawan fik hurtigt styr på tingene og vandt sættet med 21-17 uden at være bagud på et eneste tidspunkt.
Tredje sæt blev straks mere spændende, og først ved 17-13 til hjemmebanefavoritterne så ud til at være så tilpas meget foran, at man kunne ane en samlet sejr. Careme og Labar kom dog stærkt igen, men de måtte kapitulere til sidst og se deres VM slutte her med 21-18 til Ahsan og Setiawan.
Læs mere om Peter Gades kommentarer til kampen her.
Utrolig tæt herresingle
Den indonesiske legende Icuk Sugiarto vandt i 1983 VM i herresingle over landsmanden Liem Swie King. Han er far til Tommy Sugiarto, der vandt bronze ved VM i Ballerup sidste år, og Tommy er indonesernes helt store håb i herresingle i år, og han ville så inderligt gerne gentage sin fars bedrift og vinde VM på hjemmebane.
Men sådan skulle det ikke gå. Tommy Sugiarto var oppe mod Wei Nan fra Hong Kong, og de to herrer leverede et brag af en tæt kamp.
Et utroligt tæt første sæt, hvor begge spillere havde tre sætbolde, endte med 26-24 til Wei Nan. Sættet havde taget hårdt på begge spillere, og Wei Nan tog en puster i andet, som han lod Sugiarto vinde 21-8.
Tredje sæt blev en kopi af første – meget tæt og med matchbolde til begge spillere. Wei Nan var dog skarpest til sidst og nede med 19-20 tog han de sidste tre points på stribe og vandt med tættet 22-20.
Indonesiens store herresinglehåb er ude, nærmest før det hele er begyndt, og der lød et kæmpe suk fra de mange tusinde lokale fans, da sidste bold var spillet.
For stort pres?
Om presset på de indonesiske spillere er for stort eller ej, skal vi lade være usagt. Måske har det bare været tilfældigheder, der gjorde, at tre af de største indonesiske favoritter kom i problemer i dag.
Det er åbenlyst, at de samtlige spillere gerne vil præstere deres allerbedste ved VM. Men presset på indoneserne er så stort, at det måske er for meget af det gode, og de er bange for at fejle. Om Polii, Maheswari, Ahsan og Setiawan kan leve op til forventningerne, kan kun tiden vise.