Viktor Axelsen får forhåbentlig smil på læben igen. Foto @ Annette Vollertzen

Viktor Axelsen får chance for at revanchere sig

Loading

Det var en forrygende uge for de danske badmintonspillere i Tokyo i sidste uge. Allerede tirsdag går det løs igen med en ny Superseries-turnering – denne gang i Korea, hvor Viktor Axelsen måske kan få fingrene i en titel.

Skuffelse i Japan
Det var næsten ikke til at bære, da Viktor Axelsen til slut tabte finalen i Japan Open til Lin Dan. Den høje dansker bevægede sig eminent, og hans defensiv var massiv som en mur. Axelsen havde Lin Dan helt nede i posen med 11-3 i tredje sæt – og alligevel glippede det til sidst. Spørgsmålet er, om Viktor Axelsen har ladet skuffelsen ligge i Tokyo, eller om han har taget den med til Seoul i Korea.

God lodtrækning
Viktors lodtrækning bør give ham mod på mere. De to stærkeste kinesere; Chen Long og Lin Dan befinder sig i den øverste halvdel, men Lee Chong Wei tidligst dukker op i semifinalen. Viktor selv møder Ajay Jayaram fra Indien, der fik en rundbarbering af fynboen i Japan med 2 x 21-10. Selvom Sho Sasaki måske kan blive vanskelig i kvartfinalen, har Axelsen nu niveauet til at ryste den slags modstand af sig.
Jan Ø Jørgensen plejer fortsat sin mavesygdom i Danmark ovenpå VM. Til gengæld kan Hans-Kristian Vittinghus hente gode OL-kvalifikationspoint, hvis han slår sig forbi Boonsak Ponsana i første runde.

I mixeddouble er Joachim Fischer rejst hjem for at hygge om familien, mens Christinna Pedersen sammen med Kamilla Rytter Juhl i damedouble skal forsøge tage det sidste skridt op på præmiepodiet, efter to 2.-pladser i træk i henholdsvis Japan Open og VM.

I herredouble skal tre danske par: Kim Astrup/Anders Skaarup, Mads Kolding/Mads Conrad og Mathias Boe/Carsten Mogensen forsøge at revanchere de pauvre resultater fra Japan Open. Selvom alle tre par åbnede stærkt i Tokyo, så var de ude af turneringen på dag 2. Der skal gøres bedre i Korea.

Se lodtrækningen til Korea Open 2015.

Læs også

Badminton i verdensklasse i Brøndby Hallen!

I går var vi 12-14 tilskuere, der helt gratis så verdensklasse badminton på tæt hold. …