Overlevelseskampen. Drama i Nordsjælland.

Sidste mandag (11. marts) mødtes vi i Herlufsholm. Væsentligt nærmere min bopæl. Den aften fik jeg forøvrigt min første sejr ud af talrige muligheder gennem de sidste 8-10 år. Carsten, tidligere klubkammerat i Vordingborg Badminton Klub, var så “flink”/objektiv bagefter at påpege, at baggrunden var lidt billig. Men en sejr er en sejr. Doublen tabte vi i 3 sæt efter miserabel spil. Eller business as usual (det er ikke min hal).

Jeg vil gerne indrømme, at jeg mest deltager pga det sociale og glæden ved legen med fjerbolden. En sejr er “kun” ekstra toppings. Værløse tabte 6-5 i Herlufsholm. Holdlederen var ikke synderlig tilfreds. Jeg spillede en elendig double med ham. Kan bare ikke spille i den lave hal i Herlufsholm. Går i panik. Bliver usikker. Mister følingen. Mister troen. Troen på egne evner. Det er frustrerende.

Tilbage på spor 2. Toget er 6 minutter forsinket. Det regner. Igen. Tasken er pakket med to rugbrødsklapsammen, “Oplyst” af Tara Westover, on ear bøffer, hvori jeg undervejs bla hører “Assume Form” af James Blake og en fyldt vandflaske. Og ikke mindst, humøret er godt, min fysiske tilstand er god og følingen med fjerbolden er tilbage efter nedturen i Herlufsholm.

Tænker lidt på holdopstillingen. Som helt og aldeles er Allan Kristensens ansvar. Senest er jeg flyttet fra mix over i herresingle. Med stor tilfredshed. Rart selv at kunne bestemme. Og placere ansvar. Mix bliver aldrig min fulde comfortzone. Det er et hamrende svært spil, og i hvert fald i min version, rimelig ustabil og præget af alt for mange uheldige (læs: uigennemtænkte) krydsslag og generel bare manglende stringens i taktikken. Taktik er ikke min spidskompetence. Den ligger mere i de rappe fødder, som dog i de senere år er blevet hæmmet af hofteproblemer og -smerter, samt, må jeg erkende, en snigende ligegyldighed over for resultatet.

Således mødes vi på Værløses veteranhold regelmæssigt til kampe. Jeg har siden mit klubtilhørsforhold ophørte i Værløse for 7-8 år siden, kontinuerligt været tilkaldt som reserve på holdet, hvor der er sket udskiftninger gennem årene. Pernille, Connie og Allan har været med stort set i alle årene. Erik og Bak er gledet ud. Ind er kommet yngre ben.

Jeg kender dem. I hvert fald på en badmintonbane. Kender deres spil. Hvad de er udenfor banen, ved jeg ikke så meget om. Er det vigtig? Næh. Det er det vel ikke. Men det har altid interesseret mig, hvilke personer jeg omgås. Hvem de er. Hvor de kommer fra. Hvad der interesserer dem udover spillet. Ole for eksempel undersøgte jeg lidt på. Det viste sig at han er forsker på DTU. Laserteknologi vist nok. Og kommer fra Varde. Jeg kunne godt høre, at han i hvert fald ikke var fra Sjælland. Vi mødtes tilfældigt også til EM på Frederiksberg. Den store familie, I ved nok. Eller læs her: http://badmintonbladet.dk/2019-european-mixed-teams-championships-i-frederiksberg-hallerne/

Glumsø. Solen skinner. Det er varmt på den øverste etage i toget. Jeg smider halstørklæde og hue. Jeg holder virkelig af de her “mini-domesticglobetrotter-rejser”. Tiden dertil har jeg. Jeg kunne også blive hjemme og se tv i sofaen. Det kan jeg gøre den dag, kroppen ikke vil mere. Eller nysgerrigheden og rastløsheden er reduceret. I august tager jeg til Basel for Badmintonbladet.dk. Ansøgningen om akkreditering er afsendt efter lidt kommunikation med hr Green fra BWF. I starten kunne jeg ikke ansøge, fordi feltet med et “journalist/medie nr” var obligatorisk. Det fik han ændret. Flybilletterne er købt. Overnatning hos mine franske venner, familien Saglio i Mulhouse er aftalt. Elsker sådanne små og store rejser. Nå men. Tilbage på sporet. Bogstaveligt talt.

Ringsted. Vi holder nu og venter. 3-4 minutter. Jeg har kun 6 minutter på Hovedbanegården til at nå S-toget. Har prøvet det før. Det med at skulle skifte. Rejste i mange år, mellem 1997-2010 til Frankrig for at spille holdkampe for Red Star Mulhouse. Flere gange med flyskift, skift til TGV eller regionaltog, eller opsamling af et ventende hold i en bus. Det er lige spændende hver gang. Også i dag. Det kriller i maven. Selvom det “bare” er en tur i toget til en veterankamp. Det er morsomt. Skørt. Nogle vil sige smålatterligt. Dem om det. Jeg holder af det. Sådan har det været siden jeg første gang “rejste” som minipuslinge til de første stævner i området omkring Kolding. Den følelse har aldrig ændret sig. Det ER lige spændende hver gang. Badminton kan spilles på mange niveauer og aldre. Men med den samme glæde. I de tilbagevendende perioder med for store smerter, intet spil og derfor ingen rejseri, bliver energien og den indre uro kanaliseret ud, forsøgt udvisket, ved lange, ja timelange gåture, med rygsæk, vandflaske, mad og podcast i ørerne. Nu er jeg gudskelov i en fase, hvor jeg kan spille. Men jeg ved også nu, hvordan jeg kan kompensere, den dag, det for alvor bliver svært eller umuligt at spille. Jeg har fundet en brugbar ventil. Det er godt at vide. Selvom lykkerusen aldrig vil være den samme. Gåture kan ganske enkelt ikke erstatte intensiteten og legen ved badmintonspillet.

Togskifte fra spor 3 til 9. Linie B mod Farum.  Blå himmel over “storbyen”. Hey, CPH er en lille by. Bare så I ved det!

Afgang fra Værløse Hallerne i bil med Allan ved rattet, 2 meter manden Ole ved siden af, hustru, Pernille og jeg på bagsædet.

Helsinge Halkompleks. Omklædning. Med 6-8 stk storsnakkende 11-12 årige. Der badede. Efterhånden et særsyn. De var også håndboldspillere.

Kampstart: Gribskov – Værløse. Nedrykningsdrama. Med 3 point vil Gribskov sikre sig. Med sølle ét point vil Værløse sikre sig. Skåret ud i pap: begge hold har virkelig noget at kæmpe for. Og det gør vi så. Det bliver en spændende kamp. Adam i 1HS vinder fx i ombolde i begge tæt (24-22/23-21). Sidste bold i andet sæt ved en usandsynlig netruller efter at have ført komfortabelt 19-12 (eller lignende) og kommet bagud 19-20 pga gummiarm. Ikke noget han har oplevet særligt ofte, fortæller han bagefter.  Ved stillingen 6-4 til Gribskov, spiller Allan og jeg tredje sæt i anden herredouble. Skåret ud pap no II: Som eneste og sidste igangværende kamp. En situation alle badmintonspillere elsker. Ik? Imellem duellerne, ved serven, er der helt stille. Helt stille. Og Allan trækker stilheden ekstra ud, fordi han tager så forfærdelig lang tid om at serve sin forhåndsserv. Vi følges ad. Begge par kæmper med serverne. Der er mange høje server. Vi får et lille og afgørende momentum og kommer på 20-17. Vinder sættet og vores kamp 21-18. Vi fejrer nederlaget 6-5 på udebane, i denne skønne og lækre badmintonhal, som en sejr. Værløse har sikret sig en endnu en sæson i 40+ elite. Fu.. jeg er 53. Men ikke engang den ældste. Modstanderne har ældre spillere. Endda nykårede danmarksmestre og 2ere og 3ere. Tillykke. Det har Værløse så også.

Jeg kan ikke finde ud af hal 2. Må tilbage til omklædningsrummet og spørge om vej. Der er så mange haller og snørklede gange. Efter kampen sidder vi ved to store runde borde og spiser lækker lasagne, salat og de største brødcroutoner jeg nogensinde har set, og drikker sød og mørk Grimbergen øl, serveret af “cafemutter” med en bekendt dialekt, som får mig til at spørge: “hvor kommer den fra?”, “Esbjerg!”  Og så falder alt jo på plads. Ved disken står også omtalte Ole, ham forskeren fra DTU, han kommer fra Varde, og pludselig danner vi et fællesskab – Esbjerg, Varde og Kolding og jeg føler mig hjemme, stående i halkomplekset i Helsinge i Nordsjælland. Det føles rart.

Værløse station. Kørt hertil af Anders Nielsen. Der bliver talt ret meget undervejs. Jeg med to Grimbergen allerede i blodet, og en lille i et plastickrus til undervejs, og en portion lækker lasagne i maven og Anders, der vel bare normalt er meget talende. Vi udveksler historier og fortroligheder. Ik, Anders?;)

På plads i S-toget. Kroppen gør ikke ondt. Eller jo. Men ikke så meget som frygtet. Jeg kan nå min højre fod og kunne efter kampen snøre støvlen relativ problemfrit. Og højre knæ er ok. Men lur mig. Om ikke den tager revanche de næste par dage.

Togskifte på Hovedbanegården. Står kort forinden i 7-Eleven og kan ikke vælge. Endnu en (velfortjent) øl? Eller noget mad? Er sulten. Igen. Allerede. Det har været en aktiv uge. Sidste uge altså. Træning mandag og onsdag. Spil med de psykisk syge torsdag. Halvbanespil med 15 årige Sebastian om lørdagen ved VBKs åben hal arrangement og ren herreholdskamp (som reserve) søndag i Nyråd. Der er en grund til sulten. I denne tid kan jeg, pga hyppigt badmintonspil, spise og drikke lige hvad jeg ønsker. Og det benytter jeg mig af. Fløde, chokolade, øl, brut, hjemmebagt brød med tykt lag syltetøj fra vejboden på Nordfalster, hjemmelavet ris a la mande – kan man sagtens spise året rundt, gode oste. Så her ved midnatstid vælger jeg skyr med hindbær- og rabarberpuré og ristede nødder. Forbavsende mange med toget. I hvert fald i stillezonen. Manden overfor mig, vel i start 70erne, let brugt, med Volvo kasket og krykke, hoster, falder forover og småsover. Ved hans side sidder en mand i 40’erne og arbejder på sin bærbare. Foran mig venter togskifte i Ringsted. Kiasmos i ørerne. Tysk/Islandsk elektronica. Og lidt Prince bliver det også til – https://youtu.be/5nTEk_GvhKY.

Togskifte i Ringsted. Nu mærkes trætheden.

Ankomst på Vordingborg Station. Ret tilfreds. En god dag. Som kunne være brugt på mange andre måder. Men i min verden er denne dag afgjort brugt helt perfekt. Gode mennesker. Fælles interesse. Fællesskab. På tværs af utallige forskelligheder. Intensitet. Glæde. Kamp. Mad. Øl. Badminton.