Tak til Ulla Abildtrup. For bogen. Og denne opfølgning.
Dorthe Mølgaard, Brønderslev Badminton, mener, at alle klubber bør have et eksemplar af ”Vi går til badminton”:
“Det er en rigtig god bog til alle begynder-forældre og børn. Der er mange uskrevne love i badminton, og netop derfor synes jeg, at ”Vi går til badminton” er rigtig god. Den klæder forældre og børn godt på til livet i en badmintonhal. Badmintonverdenen er meget anderledes end andre sportsgrene, da det er en forældresport, hvor forældrene selv skal stå for det hele, og der er Ulla Abildtrups bog et super godt redskab.”
Viktoria, mor til dreng på 13 år:
“Jeg ville ønske, jeg havde læst Ulla Abildtrups bog, inden vores søn begyndte på badminton. Det kunne have sparet os for mange fejltagelser og unødvendige bekymringer. Bogen er fuld af gode råd og tanker om dét at være badmintonforældre. Jeg kan varmt anbefale bogen til alle badmintonforældre. Både nye og gamle.”
Trine, mor til 10-årig:
“Det er en meget brugbar bog med masser af inspiration til, hvordan man kan støtte sit barn i sporten og sikre, at børnene trives, også socialt. Især interviewene med trænere og andre professionelle var interessante og tankevækkende, synes jeg.”
Frivillige forældre er forudsætningen for sporten! Når børn bliver forelskede i badminton, kræver det en stor hjælpende hånd fra deres forældre, mener mor til to badmintonbørn.
”Vi må hellere sætte en hængekøje op i hallen – så behøver dine drenge ikke gå hjem for at sove,” grinede en af de gamle gutter i klubben for et par år siden.
Han havde ret, mine sønner var stort set altid i badmintonklubben. De glemte alt om spisetider og sengetider, når de fik en ketsjer i hånden.
Viktor Axelsen skrev for nylig på Facebook, at han var forelsket i spillet som dreng, og sådan havde mine sønner det vist også. De rendte rundt i hallen iført fodboldbluser og strømpesokker og holdt om haveketsjeren, som var det en stegepande.
De spillede ’china’, ’russisk’ og ’engelsk double’, og latteren flød, når en af kammeraterne skulle have ’røv’.
Jeg fattede ikke en meter af, hvad de talte om, men sådan skulle det ikke blive ved med at være. I modsætning til mange andre sportsgrene er forældrenes rolle nemlig ikke alene at kunne bage en kage i ny og nær i badminton. Her har forældre en helt anderledes afgørende betydning for, at børnene kommer ud at spille kampe, og at klubberne lever.
Det gik op for mig i takt med, at børnene valgte alle andre sportsgrene fra og gik fuldt ind for badminton. Jeg var nødt til at sætte mig ind i de skrevne og uskrevne regler, jeg lærte, at ketsjere er strenget op med forskellige kilo, at en turnering kan slutte efter tre timer eller ti timer, at mine børn ikke kan komme til turnering,uden at jeg eller andre forældre gør en indsats bag banerne.
De fleste klubber har forældremøder for nye forældre i begyndelsen af hver sæson. Det havde vores klub også – og mange søde forældre, som gav gode råd. Men jeg var ofte rådvild og havde behov for mere viden. Derfor skrev jeg i min fritid bogen ”Vi går til badminton”, som udkom sidste år. Den er baseret på interviews med engagerede forældre og frivillige fra klubber samt eksperter som landstrænere, idrætslæge og diætist.
Bogen gav en masse viden, som jeg håber, andre forældre også kan bruge. Ved et par begynderturneringer har jeg oplevet forældre, der næsten skammede sig over at købe bogen: ”Vi er jo ikke ude på at presse vores barn…” undskyldte de. Men bogen handler slet ikke om at skabe elitebørn, den er målrettet forældre til begyndere og letøvede badmintonbørn og skal netop lette deres tilgang til sporten, så de får lyst til at fortsætte med badminton.
Jeg er helt enig med Viktor Axelsen i, at vi forældre ikke skal presse vores børn. Børnene skal have lyst til at spille, men børnene er afhængige af forældreopbakning, og bogen er tænkt som en håndsrækning til forældrene. De kan finde information om fx makkerskaber, forebyggelse af skader og mental udvikling eller bruge bogen som en rejseguide ind i en anden kultur med egne love, eget sprog, ja sågar egne håndtegn. For uden stærke frivillige forældre mister vi en stor del af forudsætningen for den danske badmintonkultur og klubstruktur.
Af Ulla Abildtrup, frivillig i årets ungdomsklub i København, GBK.