Det kan godt være, at de gamle svingdøre med 80 år på bagen i badmintonhallen i Godthåbsgade er ved at være lidt metaltrætte, men det forhindrer ikke Odense Badminton Klub (OBK) i at hente metal med hjem til Odense ved de danske mesterskaber for ungdom.
I weekenden den 8.-10. april var de kommende danske badmintonstjerner samlet i Vejen Idrætscenter for at fordele DM-medaljerne imellem sig, og de unge Odense-spillere kunne drage hjem fra det jyske med i alt 8 medaljer i de fynske badmintontasker.
Odense hentede medaljer i alle aldersgrupper, lige fra U13 til U19, og OBK-formand Henrik Kryger kunne glæde sig over et rigtig godt ungdoms DM:
”Målsætningen var at hente medaljer med hjem i alle årgange, og det lykkedes. Vi havde 21 spillere afsted og for flere af dem var det første gang, at de skulle prøve at spille med ved et stort DM, hvor der er ekstra pres på for at præstere, fortæller OBK-formanden, og fremhæver også de mange flotte resultater af de OBK’erne som lige netop ikke nåede op på medaljeskamlen.
”Vi havde bl.a. Christian Egdal Schou og Tobias Spillemose fremme i kvartfinalen i herredouble i U13, og Oliver Gram der var med i to kvartfinaler i U17”, siger Henrik Kryger, der også roser OBK’s trænere, der havde 3 travle dage med at coache de mange spillere.
OBK’s medaljevindere ved UDM 2016 blev:
I U13 vandt William Kryger Boe guld i herredouble og bronze i herresingle.
I U15 vandt Rikke Pedersen bronze i damedouble.
I U17 vandt Paw Eriksen guld i herredouble sammen med Mads Thøgersen, og Paw Eriksen vandt guld i mixed double.
I U19 vandt Frederik Søgaard sølv i herredouble og i mixed double.
Samtidig blev Paw Eriksen kåret som Årets spiller i U17 af Badminton Danmark
Pressemeddelelse: Odense Badminton Klub