Badmintonsolen står op i Hong Kong

Loading

En af de turneringer der spilles i denne uge, er Yonex-Sunrise Hong Kong Open, hvor vi er klar til anden runde i dag. Kun fire ud af syv danskerkampe blev vundet i går, så det er allerede en amputeret dansk trup, der går på banerne i Kowloon i mere eller mindre skrivende stund.

Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl er de første danskere i kamp i dag, når de programsat til kl. 14:20 lokal tid går på banen mod det indonesiske par Gebby Ristiyani Imawan og Tiara Rosalia Nuraidah. Med en verdensranglisteplacering 44 pladser over sine modstandere og med sejr i de to pars hidtil eneste opgør er det Christinna og Kamilla, der er storfavoritter i dagens kamp.

Ifølge programmet er den næste danskerkamp kl. 15:45 lokal tid, hvor Niclas Nøhr og Sara Thygesen skal forsvare de danske farver i mixdouble mod det tredjeseedede kinesiske par Liu Cheng og Bao Yixin. Kineserne tabte semifinalen til Joachim Fischer Nielsen og Christinna Pedersen ved China Open i sidste uge, men er favoritter til at vinde over det ellers for tiden fremragende spillende danske par med Niclas og Sara. De to par har spillet en enkelt gang før; det var ved VM sidste år, hvor Liu Cheng og Bao Yixin vandt i anden runde.

Dobbelt op i herredouble
I herredouble har vi to par med på andendagen ved Hong Kong Open. Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen skal op i fulde omdrejninger, hvis de skal gøre noget ved deres modstandere i dag – de får nemlig fornøjelsen af verdensranglistens nummer et, Lee Yong Dae og Yoo Yeon Seong fra Korea.

Kim og Anders har mødt de to koreanere tre gange før men har endnu deres første sejr til gode. Alle tre kampe er endt med tosætssejre til Lee og Yoo, som naturligvis også er favoritter til at vinde i dag. Kampen er programsat til kl. 19:55 lokal tid.

Dagens næstsidste kamp er programsat til kl. 21:25 lokal tid, hvor Mathias Boe og Carsten Mogensen runder dagens danskerkampe af mod Kenta Kazuno og Kazushi Yamada fra Japan. De to par har aldrig mødt hinanden før, men set ud fra ranglisten er Mathias og Carsten favoritter til at snuppe sejren. De ligger 17 pladser over dagens modstandere og skal som tredjeseedede ved Hong Kong Open længere end bare anden runde.

Tidsforskellen til Hong Kong er syv timer.

Dagens fulde program kan ses her.

Læs også

Sara Thygesen: Sindssyg dejligt at stå øverst på skamlen

Niclas Nøhr og Sara Thygesen hentede en flot turneringssejr ved Orleans Masters. Over for BadmintonBladet …