Den danske Youtuber Rasmus Tran har på kort tid stablet en succesrig YouTube badminton-kanal på benene. I dag fortæller Rasmus om, at han elsker arbejdsprocessen, som er meget løs og præget af stor frihed.
Rasmus startede YouTube kanalen i december, og han fortæller, at det for ham bestemt er gået hurtigt i form af, at han rent faktisk har kunne få et kontant afkast ud af det:
– Man kan bestemt tjene penge på det. Hvis man skal starte en YouYube-kanal, skal man dog have et vis antal følgere og disse skal have set et vis antal minutter af ens videoer. Så kan man ansøge om at få en kanal, hvilket jeg gjorde en måned efter, at jeg startede projektet. Jeg fik så reklamer på min kanal i slut-juni. Det tog lidt længere tid at få disse på, da der var en omlæggelse på YouTube.
Han fortsætter:
– Da jeg smed en video op i starten, skete der imidlertid ikke meget. Det gør der nu, og jeg regner med, at jeg på sigt kan lave det fuldtid. Jeg vil gerne bruge muligheden for at både at arbejde og opleve verdenen med den frihed, som dette giver mig. På nuværende tidspunkt er jeg nået dertil, hvor jeg rækker ud til folk, der har samme passion som mig selv. Man vil jo altid helst gerne dele sin succes med andre mennesker.
Fællesskabet er guld værd
Han er specielt blevet bjergtaget af det community, der er omkring det at have en YouTube-kanal:
– Det er fedt, at der er et helt fællesskab omkring en på YouTube, hvor folk kommenterer løs. Jeg så slet ikke YouTube sådan, før jeg kom i gang med det. Det er virkelig et lille samfund, eller det er i hvert fald det, man gerne skal forsøge at gøre det til.
Rasmus ser gerne på sigt, at badminton skal blive en større sport på mange planer og vil i den grad gøre sit til, at dette sker:
– Jeg som kæmpe sportsnørd sammenligner jo badminton med andre sportsgrene, og mange af disse er bare bedre til at promovere deres sport. Det vil jeg gerne være med til at lave om på, og det kan man virkelig på YouTube. Man har nemlig en vis magt over, hvilken retning det skal gå i i form af fx bedre kvalitet i videoerne på mange planer. Jeg er imidlertid stadig en amatør og har jo ikke de ressourcer, som en sportsgren som fodbold blandt andet har. Her formår de virkelig at promovere deres stjerner på alle sociale medier og jeg tror, at jeg taler på manges vegne, når jeg siger, at badminton er på vej, men det kan godt blive meget bedre.
Du kan følge YouTube-kanalen ved at klikke her.