Al den spænding, som flere måneders kandidat-diskussion havde bygget op til, forsvandt endegyldigt torsdag den 10. september, hvor den ene formandskandidat trak sit kandidatur. Dermed var alle tre kampvalg aflyst.
Tilbage var et ret så uspændende og småkedeligt møde, men paradoksalt nok med en nærmest rekordhøj deltagelse trods tomheden – og opblussende virustal.
Misforstå mig dog ikke. Det var rart se jer alle igen, nikke, småsludre og være sammen – på let afstand.
Men det var et antiklimaks at være deltager ved. Stemningen var set med mine øjne noget energiforladt.
Kaffen blev drukket, sandwichen spist, vi sprittede hænder, stødte albuer, nikkede, fortalte anekdoter før, under og efter og fulgte dagsordenspunkterne uden indsigelser eller kommentarer. Vi, badminton danmark, “folket”, høj og lav sagde farvel til Rene Toft og bød Tore velkommen. Vi fik ikke sagt et lignende, værdigt farvel til Kenneth Larsen, hvis plads nu besiddes af hr Werge fra Hvidovre. Der blev uddelt præmier til årets klub, træner og ildsjæl. Tallene blev fremlagt. Ændringer i love blev gennemført i høj fart. Posterne fordelt.
••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••
DET INTERNATIONALE
Thomas og Uber Cup, DANISA Denmark Open og Danmarks Masters blev ikke berørt. Alle tre begivenheder gennemføres stadig, selvom rygter om udsættelse i dag svirrer på Twitter. Jeg kan have min tvivl om deres gennemførelse. Mange lande, også vægtige lande har meldt afbud. Mon ikke BWF kommer med en udmelding i aften eller i morgen.
Dybt, dybt suk!
Hvis der sker aflysninger/udsættelser, må der også ske det samme ved de planlagte tre turneringer i Asien senere på efteråret, og så er den internationale badminton kalender helt tom! Mærkeligt i en tid, hvor fodbold, tennis, formel 1, Tour de France og NFL afvikles.
Bare en tankeeksperiment – kunne man have sendt Morten Frost på rundtur i de asiatiske landes forbund, som en ambassadør for Danmark og badminton, hvor han kunne have fortalt dem indgående om de danske forhold, om myndighedernes indsats, om de relativ lave virus- og dødstal etc? Måske det er sket. Jeg ved det ikke!
https://www.nst.com.my/sports/badminton/2020/09/624334/denmark-has-covid-risks-covered
••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••
DET HJEMLIGE
Men så kan det være, at vi så kan begynde, sån’ for alvor, at tale om konkrete opgaver, og ikke bare “åbenhed” og “verdensmål”, som ingen rigtig kan være uenig i.
Opmærksomheden kunne rettes på det her:
1)De konkrete.
1A)Store klubber og deres utallige hold i holdturneringen kontra små klubber*.
*FAKTA
I den danske holdturnerings fire øverste niveauer (Liga-3.div, 2019): 72 hold, 44 klubber.
• 682 klubber (ca 94.000 medlemmer) er medlem af Badminton Danmark (619 og ca 170.000 i 1985).
• Gennemsnitstallet pr. klub er faldet fra 275 (1985) til 138 (2019).
• Ser man på de fem øverste niveauer (Badmintonliga til og med danmarksserien), fremover benævnt DH, er der i dag 82 hold repræsenteret i holdturneringen. For få år siden var det tal 110 klubber. Et fald på 25%.
• 600 klubber er således ikke repræsenteret med et hold i DH.
• 53 klubber har ét hold i DH.
• 29 klubber har to eller flere hold i DH.
••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••
1B)Centrale områder i dronningeriget med mange spillere og klubber kontra døde landområder med døende klubber og faldende medlemstal, i hvert fald i “mit” område*.
*FAKTA
•Ingen hold i de fire øverste niveauer i den danske holdturnering fra området Lolland, Falster, Bogø, Møn og Sydsjælland: 7 kommuner – Lolland, Guldborgsund, Køge, Stevns, Faxe, Næstved og Vordingborg. Ca 351.000 indbyggere. Medlemmer i Badminton Danmark: 5.300
•3 hold (Varde og Ikast (2)) fra området Midt-, Vest- og Nordvestjylland: 20 kommuner – Jammerbugten, Ikast-Brande, Viborg, Thisted, Vesthimmerland, Silkeborg, Herning, Struer, Ringkøbing-Skjern, Holstebro, Skive, Favrskov, Norddjurs, Syddjurs, Rebild, Mariagerfjord. Billund, Varde, Lemvig og Morsø. Ca 938.000 indbyggere. Medlemmer i BD: 16.128.
• Fra kommuner med samlet ca 1.400.000 indbyggere kommer der intet hold til de 4 øverste niveauer i den danske holdturnering.
Kilde: https://badmintonbladet.dk/holdturnering-1980-2019-klub-og-medlemsudvikling-status-2/
••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••
De lidt mere ukonkrete.
2A)Rangliste-fokusering kontra udviklings- og “det-skal-være-sjovt”-fokusering.
2B)Elite kontra bredde.
••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••
Åh nej, nu ikke den igen? Elite vs Bredde! Jo, den skal tages med mellemrum. Nøjagtig ligesom Folketinget også igen og igen diskuterer skat og fordeling.
••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••
DEN NYE FORMAND
Badminton Danmarks nye formand svarede dette forud for lørdagens valg til formand:
https://badminton.dk/2020/09/08/bliv-klogere-paa-de-to-formandskandidater-foer-badminton-danmarks-repraesentantskabsmoede/
Hvis du bliver valgt som formand, hvad bliver så dit vigtigste fokus de første tre måneder?
“Tore: Min første og største prioritering de første tre måneder, og nok også længere, bliver at få samlet Badminton Danmark igen. Ikke Badminton Danmark som forbund, men som land. Der er behov for, at der bliver valgt en samlende formand. Mere end nogensinde før. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at der igen bliver en god og konstruktiv kemi mellem klubber og forbund, både politisk og administrativt. De sidste par år har jeg desværre mødt en del klubber, store som små, som har den opfattelse, at de er i direkte opposition til deres eget forbund. De føler, at forbundet har glemt, at forbundet er til for klubberne og ikke omvendt. Det skal der klart laves om på.”
••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••
Der kunne blive tid nu!
Og vi ER glemt! Os herude, bredden, de små. Dér hvor rigtig mange starter……
Badmintonbladet.dk / Per Damkjær Juhl