DM: De seedede herredoubler cruiser videre.

Loading

Her til aften blev anden runde færdigspillet ved DM i Frederiksberg-Hallerne, og her sikrede blandt andet de seedede herredoubler sig komfortable sejre.

De førsteseedede Mathias Boe/Carsten Mogensen spillede deres kamp mod Theis Christiansen/Theodor Johansen. Her var Boe/Mogensen noget rustne i starten men fik styr på begivenhederne efterfølgende. De vandt med 21-14 og 21-7 og skal i kvartfinalen op imod Aske Lauritsen/Viktor Svendsen.

Fjerdeseedede David Daugaard/Mathias Christiansen havde også en let dag på kontoret og vandt overbevisende i to sæt. De møder Frederik Søgaard/Martin Faaborg som vandt en tæt tresætter over Andreas Berthelsen/Kasper Dinesen.

Anders Skaarup/Kim Astrup, som er tredjeseedede ved DM spillede sig også flot videre i turneringen med en 21-13 og 21-12 over Joel Eipe/Alexander Bond. De møder Mathias L. Hansen/Mads Emil Kristensen i kvartfinalen og er store favoritter til at sikre sig en semifinaleplads.

Det seedede par der nok havde det lettest i dag var andenseedede Mads Kolding/Mads Conrad, som var oppe imod Mathias Moldt Baskjær/Rasmus Thier. En kamp hvor der nærmest kun var et par på banen, som sendte det ene vinderslag afsted efter det andet. Mads Kolding/Mads Conrad vandt med hele 21-4 og 21-7. En sejr som var meget let ifølge Mads Conrad.

– Det var en let sejr i dag, men vi kendte dem ikke på forhånd. Det gode ved DM er, at de får en kamp som de kan bruge til en hel del fremmadrettet for at få justeret deres spil. De har fået meget ud af at møde os. Vi synes samtidigt, at det var sjovt at spille derinde. Det var en fin start for os, men vi skal være mere op på dupperne til i morgen. Det er altid specielt for mig at spille DM, da jeg kan helt slappe af og samtidigt har opbakning fra familie og venner, udtaler Mads Conrad til Badmintonbladet.

Modstanderne bliver Kasper Antonsen/Oliver Babic i kvartfinalen i morgen, og Mads Conrad forventer, at de kommer ud over stepperne fra start af.

– De kommer sikkert med en del, og de vil rigtig gerne vinde. Jeg kan selv huske, da jeg var ung og pressede Boe/Mogensen ud i 22-20 i tredje sæt til DM for fem-seks år siden. Så det er vigtigt for os, at vi kommer helt op i gear, og viser hvor skabet skal stå, slutter Mads Conrad af med.

Sensation i damesingle
Dagens største overraskelse fandt sted i damesingle, hvor den forsvarende Mia Blichfeldt tabte i 3 sæt til Sofie Holmboe Dahl fra Gentofte.

Andre store overraskelser fandt sted i herresingle, hvor Rasmus Messerschmidt vandt over fjerdeseedede Emil Holst i 2 sæt og Rasmus Gemke ligeledes vandt i 2 sæt over femteseedede Rasmus Fladberg.

Morgendagens kvartfinaler starter kl. 14 i morgen.

Resultater fra DM

/Anders Jensen/Badmintonbladet/

Læs også

Anders Nielsen om Danish Junior Cup: Dette fantastiske koncept skal føres videre for enhver pris

Danish Junior Cup skulle have været holdt i marts 2019, men bliver nu afholdt i …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.