BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Frederik Søgaard beskriver i sit blogindlæg her sine oplevelser under UVM.
D. 4/11 gik turen afsted mod Lima i Peru. Der skulle nemlig spilles UVM. Vi var 6 drenge og 5 piger afsted. Turen startede desværre ikke som forventet, idet vores fly var blevet aflyst, så vi måtte afsted dagen efter. Det resulterede i en rejseforlængelse på seks timer, og at ankomsten til Peru nu blot ville være 10 timer, inden vi skulle spille vores første holdkamp. Men vi kom afsted, og efter 24 timers rejse ankom vi til Peru. Hotellet var lækkert og lå 20 min. fra hallen.
Vi var i pulje med New Zealand, Australien, Venezuela og de bundseedede koreanere. De tre første holdkampe blev vundet med 5-0, og vi var nu klar til puljefinalen mod Korea. Vi formåede at spille en rigtig god holdkamp og dermed sikre os sejren på 4-1 over koreanerne og videre avangement til kvartfinalerne.
I kvartfinalen stod Taiwan og ventede, og de skulle vise sig at være for stor en mundfuld for os. Vi tabte desværre kampen 0-3 og efterfølgende 3-1 til Thailand. I den sidste placeringskamp skulle vi møde Hong Kong om 7.-8. pladsen. Kampen startede skidt med, at vi kom bagud 2-0, men holdet viste god moral og lavede et fremragende comeback og vandt 3-2. Så var det tid til nationalsang på lægterne. Overordnet set spillede vi en rigtig god og solid holdturnering. Vi endte på en flot 7. plads, som vi var meget tilfredse med, og det lovede godt for den individuelle.
I den individuelle turnering var målet medalje. Jeg skulle spille sammen med Ditte Søby og Joel Eipe. Vi fik en bundseedning i HD og en semiseedning i mixed, men ikke ensbetydende med, at medaljen var i hus. Seedninger baseres på point fra verdensranglisten, og der er mange gode asiatere, som ikke har nogle point. Derfor kan man risikere hurtigt at møde gode par.
Det skete for mit vedkommende. Der ventede to hårde første runder for mig. To japanske par. I mixeddouble formåede vi ikke at spille det spil, der skal til for at kunne vinde sådan en kamp mod et solidt japansk par. Vi måtte se os slået i første runde og var derfor meget skuffede over vores præstation.
Men vi skulle hurtigt op på hesten igen, da der i HD ventede endnu et godt japansk par. Joel og jeg startede ikke for godt ud. Der var nervøsitet indblandet og usikkerhed på banen, som var svært at få rystet af sig. Vi fik kæmpet os tilbage i første sæt og vandt det tæt efter at have været bagud hele sættet. Andet sæt fik vi ikke mange point, og vi skulle derfor ud i en tæt kamp igen. Vi var bagud ved 11, men efter 11 formåede vi at vende kampen til 17-11 i vores favør og var derfor stukket af fra dem. Vi vandt 3. sæt 21-15 og var derfor meget glade og lettede.
De 2 næste runder var overkommelige, og der ventede os en spændende kvartfinale mod det samme koreanske par, som vi slog i holdturneringen. Vi startede godt ud mod koreanerne og spillede forrygende. Vi vandt første sæt med 21-15. Andet sæt var mere tæt, men vi fik en føring på 11-10 ved opholdet, og herefter så vi os ikke tilbage. Joel fløj rundt ved nettet, som han plejer og jeg arbejdede på baglinjen. Vi sikrede os en sejr på 21-12 i andet sæt, og dermed den medalje som var målet.
Der var glæde og jubel, og vi kunne ikke fatte det. Det var for vildt! Men vi var ikke tilfredse endnu. Der ventede nemlig et godt kinesisk par i semifinalen, men et par som vi ikke var uden chancer imod, og det beviste vi. Vi stod i en semifinale ved UVM og adrenalinen var kommet godt op. Vi spillede et fint første sæt, men med dumme fejl til sidst, tabte vi første sæt med 21-18. Vi gav ikke op endnu.
Vi spillede os tilbage i kampen med fremragende spil og vandt andet sæt 21-17. Der ventede et rigtig tæt 3. sæt. Vi kom lidt skidt fra start og var bagud ved opholdet. Med for mange dumme fejl og mange dumme beslutninger på forbanen, kom vi bagud 17-11. Det så sort ud. Men med god opbakning fra vores holdkammerater på lægterne og gode beslutninger på banen, så listede vi os stille og roligt ind på dem. Vi kom på 17-16, men på et par ærgerlige fejl kom vi bagud 20-17 og havde 3 matchbolde imod os.
Efter en god duel kom vi på 20-18, og jeg skulle serve. Jeg havde så mange nerver på og rystede helt vildt. Med en god serv og et godt tryk på forbanen reddede vi endnu en matchbold, og stillingen var nu 20-19 til Kina. Med mange nerver og en inder som filmede med blitz på tilskuerpladserne, skulle jeg til at serve den vigtigste serv nogensinde. Serven lå perfekt og med en returneringsfejl i nettet fra modstanderne, reddede vi os ud af tre matchbolde.
Stillingen var nu 20-20. Med en god serv mere og en god 3. bold fra Joel, endte de med at trykke bolden ud over sidelinjen. Vi havde vendt hele 3. sæt og var nu en matchbold fra at kunne stå i en UVM finale. Det var en lang duel med meget kamp om forbanen. Ingen ville løfte. Til sidst søgte Joel frem på forbanen og lavede en lille lækker finte som snød kineserne, og dermed sikrede vi os en finaleplads. Det var helt vildt. Vi råbte og skreg og rullede rundt på gulvet. Det var en ubeskrivelig følelse.
Nu ventede de topseedede fra Kina, som ikke havde afgivet et eneste sæt hele turneringen. Det ville blive en svær kamp, men vi skulle bare give den fuld skrue og kæmpe til det sidste. Og ja, det blev en svær kamp. De trykkede os rigtig meget, og vi kunne ikke få lov til at spille det spil, som vi gerne ville. Vi var fint med i midten af begge sæt, men igen med dumme fejl, så var de hurtigt væk igen. Vi tabte desværre finalen, og var selvfølgelig skuffede efter finalen, men efter nogle timer, så var vi mere end tilfredse med vores sølvmedalje. Vi var meget stolte af os selv, og hvad vi havde præsteret. Nu er det bare tilbage til træning og i gang med den store udvikling, indtil man kan kalde sig senior.
