Ikast: Skrev historie som vinder af U17 Hold DM

I løbet af en solbeskinnet aprilweekend lykkedes det endelig for Ikast at komme til tops ved U17 Hold DM. En suveræn god sæson kronet med et dansk mesterskab for U17-holdet fra Ikast FS Badminton. I DMs sidste og afgørende guldkamp vandt Ikast 6-3 over Greve og dermed mesterskabet.

– I sæsonen har holdet spillet 13 holdkampe som alle er vundet. Så det må siges at være et fortjent mesterskab, siger Casper Hansen, træner for U17-holdet i Ikast FS, linjeansvarlig badmintontræner på ISI Idrætsefterskole og U15-landstræner i Badminton Danmark.

Han peger især på bredden på holdet, der består af fem drenge og fire piger, som vigtig årsag til mesterskabet. 
Til finalestævnet vandt Ikast-mandskabet indledningsvis begge sine to puljekampe med 9-0 over henholdsvis Roskilde og Gentofte. Herefter ventede Højbjerg i den første af to finalekampe om søndagen. Efter en velspillet og intens holdkamp stod Ikast som vindere, da de fortjent slog Højbjerg 6-3. 
I kampen om guldet ventede Greve, der som Ikast også havde slået Højbjerg. Og i et brag af en holdkamp, hvor der både på og udenfor banerne blev skabt en ramme og stemning som var en finalekamp værdigt, lykkedes det for Ikast at trække stikket hjem og sikre sig det første danske holdmesterskab i klubbens historie. En fantastisk finale hvor også Højbjerg og ikke mindst Greve skal have stor ros og anerkendelse for deres medaljer og indsats ved DM.

– På drengesiden råder vi over tre landsholdsspillere, men i holdkampe er kvaliteten og bredden på hele holdet lige så vigtig som dygtige individuelle spillere. Især pigerne, men også vores 4. og 5. dreng på holdet, har i sæsonens løb gennemgået en stor udvikling, og det har været vigtigt for den samlede sejr, siger Casper Hansen.

Han ser desuden sejren som et udtryk for det bæredygtige træningsmiljø, som gennem den seneste årrække er bygget op omkring ISI Idrætsefterskole, klubtræningen i Ikast FS Badminton og Sportsstar College. Det er således fjerde gang i løbet af de seneste seks år, har Ikast FS Badminton har fået medaljer ved U17-DM – i fjor blev det til sølv, og i år blev det så endelig vekslet til guld. Så man må sige, at setup’et har bestået og mere til.

Ikastholdet er bygget på fundamentet af det samarbejde og badmintonmiljø som gennem en årrække er skabt i byen og som gør, at mange spillere vælger at søge til området og de muligheder der findes der. Syv af spillerne på holdet er nuværende elever på ISI Idrætsefterskole, hvor de bor, går i skole og træner badminton – udover træningen i Ikast FS Badminton. Og de to sidste spillere gik på ISI i fjor.

– Vi har et helt unik træningsmiljø, hvor træning, skole, klubtræning og spillernes sociale liv er tænkt sammen i en velfungerende helhed. Spillerne bor, spiser, går i skole og træner indenfor få hundrede meter – og så er faciliteterne tilmed blandt de bedste i landet. Alt det giver et unikt og inspirerende miljø, hvor ambitiøse spillere kan udvikle sig bedst muligt, siger Casper Hansen, der samtidig understreger, at æren for DM-sejren skal deles med flere end de ni på holdet.

DM-titlen er i høj grad en sejr til vores setup i Ikast i det hele taget lige fra klub til college, faciliteter, skole m.fl., slår Casper Hansen fast.

Afsluttende er det på plads også at sende en stor ros til arrangørerne fra Randers, der i år lykkedes at skabe nogle rigtig fine rammer for et yderst velafviklet U17 Hold DM.

Pressemeddelelse fra Ikast Badminton

Læs også

Finne-Ipsen: Godt vi får vendt kampen til vores fordel

Julie Finne-Ipsen og Rikke Søby hentede en flot sejr i gårsdagens kvartfinale ved DM. Finne-Ipsen …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.