Japan

“Vi skal da til Japan…!”

Der har været en periode med skrivestilhed. Alt for stille til mit temperament. Det har kløet i fingrene og fortælle-cravingen har ulmet indeni. De ufortalte og potentielle historier har hobet sig op. Der har jo ikke just været stille idyl og “another day in paradise” (Phil Collins, red) i vores sport i den seneste tid.

Her kommer den første.

I juli 2019 rejser Team Storstrøm med 9 unge badmintonspillere fra KBK, Næstved, Svendborg og Vordingborg, enkeltes familiemedlemmer, træner Reed fra Næstved og min ældste søster 10 dage på en badmintontur til Tokyo, Japan.

Mig bekendt er det første gang, en gruppe unge badmintonspillere besøger Japan udenom forbund.

I februar 2017 og 2018 fløj vi til det nærliggende Mulhouse i Frankrig og besøgte Red Star Mulhouse og Wittelsheim, spillede “landskamp” og havde lejlighed til at spille mod Arnaud Merkle, vinder af Estonian International 2019.

Lidt baggrundsinfo: Tokyo inklusiv forstæder har ca. 38 millioner indbyggere på et areal, som svarer til 2 x Sjælland, hvilket gør den til verdens største byområde.

DET STARTEDE I 2017…..

Det spontane idé om en grupperejse til kejserriget opstod om aftenen den 10. juni 2017 på en skole i Strøby under afvikling af en 24 timers badmintonlejr i Team Storstrøm regi, hvor far Kim og jeg stod for det praktiske – aftensmad, overnatning, morgenmad og oprydning.

Vi to havde således en del timer sammen alene, mens de unge boltrede sig i hallen, blandt andet sammen med Frederik Colberg.

Vi benyttede den klassiske åbner – “hvad laver du så…?”, og Kim svarede, at han havde haft ansvaret for at åbne danske Tiger butikker i Japan. Ret tidligt i min spørgelyst og Kims fortælleglæde fik jeg sagt: “vi skal da til Japan med en gruppe unge badmintonspillere!”, hvilket vi straks var ret enige om.

Det tog os et års tid at få hul igennem. Trods Kims gode kontakter, samt at hans ægtefælle er fra Japan. Tror faktisk også, at det kom lidt bag på ham, som aficionado og kender af landet, at det var så svært.

Undervejs bad han mig om at klargøre dokumentation for vores anmodning, Team Storstrøm og seriøsitet.

Således fik jeg transformeret samtlige indlæg i Badmintonbladet.dk (over 70 stk) til google docs, heraf oversat fire til engelsk, udover adskillige fotos og avisartikler. Dette omfattende materiale blev frigivet til de japanske kontakter som “bevis” for vores seriøsitet.

Henover sommeren og efteråret 2018 fik vi kontakt til  大久保隆 aka Takashi Okubo, og siden er det gået stærkt. Jeg kommunikerer nu fra time til time, på japansk, i simple sætninger med Okubo-san, en 65 årig, snart pensioneret gymnasielærer i historie og ligeledes involveret i badminton.

Dengang jeg var ung, ville en lignende kommunikation have taget dage og uger, med brev og frimærke, på engelsk eller det japansk, som jeg med stort besvær ville have sammensat via en ordbog fra biblioteket – hvis de kunne skaffe et eksemplar. Nu foregår det let og hurtigt med mobilen, Google Oversæt og messenger. Selvom det i dag er en selvfølge at have disse værktøjer ved hånden hele tiden, kan jeg som +50 stadig godt forundres over det.

Takashi Okubo er ved at arrangere privat indkvartering i 2-3 personers grupper i næsten alle dage, et varieret program for de fleste dage, med badminton i forskellige haller mod forskellige grupper, måske endda en tidligere olympisk deltager, samt et besøg på åbningsdagen ved Japan Open tirsdag den 23. juli 2019 i den hal, hvor OL 2020 i badminton afvikles!

Det betyder, at vi forventer, at prisen på 10.000 kr pr person som minimum vil inkludere fly, overnatning/indkvartering, fuld kost og entré til Japan Open.

Jeg gentager – inkl fly tur/retur, kost og logi og muligvis endda langt mere!

Udover naturligvis en helt unik oplevelse, for hvornår får man mulighed for at komme helt ind i et japansk hjem, ind i det inderste, private, bag facaden, bag høfligheden, bag det lukkede? Jeg tør godt sige det – ALDRIG!

Fra min egen rundrejse i USA i 1993 står oplevelserne af at komme ind i amerikanske hjem og helt tæt på amerikanerne som de stærkeste og mest holdbare minder.

Vi rejser således som danske badmintonambassadører for foreningslivet, for frivilligheden, for de små klubber fra den store provins til Japan på en tur, vi selv har organiseret, markedsført, finansieret, knoklet for og skabt helt fra bunden.

Allerede nu er der store tanker på bordet. Kim har nævnt, at vores japanske værter er interesseret i et genvisit i fremtiden. Tænk hvis det kunne lade sig gøre at få besøg af en japansk gruppe og fremvise vores lille, skønne, bakkede Dronningerige, åbne vores hjem og hjerter og invitere dem indenfor. Det er en skøn drøm.