Om at være en kylling og nyde fællesskabet

Udgivet første gang i BadmintonBladet den 22. november 2016 

Jan Ø overvandt åbenbart sine smerter og vandt China Open. Jeg overvandt også mine smerter, delvist eller langt hen ad vejen, men tabte til gengæld mine to kampe i holdkampen mellem Herlufsholm2 og VBK2 i Serie 1. 

En verden til forskel. Og alligevel ikke. På skades-/smerteområdet er vi måske mere på samme niveau. 

En ting er, at den store smerte, den langvarige smerte er væk. Men at få smerte og skade til at forsvinde helt er en længerevarende proces og ikke en sort/hvid proces. Den foregår både i kroppen, der hvor man er såret, men også mellem ørerne. I sindet. 

For selvom kroppen er helt eller delvist helet, så løber jeg i hvert rundt med synapser, der på en måde stadig registrerer smerter (fantomsmerter?) og et sind, der stadig er ramt. Stadig er forsigtig og stadig kæmper med at turde give slip og lave den eller de bevægelser, som førhen gjorde ondt. 

Jeg ved det godt. Jeg kan godt være en kylling af og til. Især på det her område. 

Min headcoach Lejre siger, at jeg bare skal i gang. Og selvom min første uudtalte reaktion derpå var – “ja ja, det ved du ikke en sk.. om”, så reflekterede jeg lige i et par dage og troppede op til træningen og påbegyndte den trælsomme vej tilbage i kampform. 

Weekendens holdkamp viste, at vejen tilbage kan være lang. Mit bundniveau var ret lavt. Bogstaveligt talt på selve bunden, og jeg undskyldte inderligt over for min HD-makker Bro, der gudskelov altid er fandens positiv og ovenpå. Og han kæmper endda også med slidtage. 

Men på trods af de svidende nederlag, også til holdet, morede jeg mig og havde det godt med at være på banen igen. Derinde, hvor jeg for alvor mærker pulsen og næsten-lykke-følelserne. Knap så meget denne gang dog! Og varmen ved at være en del af et hold. 

Holdoplevelsen er for mig den fjerde eller femte dimension. Jeg er ikke den store ekstroverte person og overøser ikke mine holdvenner med følelsesudbrud, mig bekendt, men I skal vide, jer fra VBK, at jeg nyder vores fællesoplevelser. Dem alle. 

VBK1, danmarksserieholdet, det højest spillende hold i de 5 kommuner Faxe, Næstved, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland, et område med ca 265.000 indbyggere, tabte 7-6 på udebane til NBK Amager. 

I den pulje er der lagt op til en gyserafslutning omkring placeringerne op- eller nedrykningsspil. På dette tidspunkt i sidste sæson havde holdet ét point og overlevede alligevel mirakuløst nedrykningsspillet. Nu har VBK1 syv point. 

Til min store glæde er Rødby og Herlufsholm1 placeret som nr. 2 og 3 i Sjællandsseriens pulje 2, efter de suveræne Holbæk og måske, forhåbentlig, på vej op i Danmarksserien. Det ville være godt for området. 

Vi, os fra VBK, er en busfuld af halv- og helgamle spillere, dog krydret med tre supergodt spillende og vindende teenagere, der roder rundt med diverse skader. 

Vi snakker om dem. Vi griner af dem, mens vi ser diverse ben, arme og rygge blive iklædt flere og flere hjælpemidler i i form af kompressionsstrømper, tape, varmecreme og bind. 

Per Damkjær Juhl Vordingborg Badminton Klub