Patrick Bjerregaard sejrede i Tyrkiet

Loading

Imens nogle danske badmintonspillere kunne nyde julen, eller forberede sig på den næste turnering efter julen, var en håndfuld danskere i aktion under mere sydlige himmelstrøg til I.B.B. Turkey International. Mads Kjær Mathiasen måtte se sig slået ud tidligt i turneringen, imens Anne Hald Jensen holdt lidt længere stand. I herresingle blev det til en samlet sejr til Odenses Patrick Bjerregaard.

Anne Hald Jensen, der indtager en 368. plads på verdensranglisten, kæmpede sig til sejr i sine to første kampe. Første kamp i damesinglen var mod Kader Inal. Gennem første sæt fik Anne hul fra starten. Et hul Kader ikke formåede at hente igen. Anderledes tæt var andet sæt, hvor stillingen var helt lige indtil 19-19, hvor Anne fandt den afgørende skarphed frem.

I sin anden kamp leverede Anne en mindre sensation, da verdensranglistens nummer 171, Grace Gabriel blev besejret sikkert i to sæt. Den smalleste føring var ved 2-1 i første sæt, men herfra så Anne sig ikke tilbage, og leverede en sikker sejr på 24 minutter. Tredje kamp for Anne blev desværre til et nederlag, hvor hun måtte se sig slået af tredjeseedede Alesia Zaitsava i tre sæt.

Mads Kjær Mathiasen måtte desværre se sig slået af overmagten i hovedturneringen. Mads havde ellers vundet alle tre kampe i kvalifikationen. Gennem to sæt og 23 minutter var der ikke meget tvivl om udfaldet. Muhammed Ali Kurt tog derfor sejren med 21-7 og 21-9.
I herredouble havde Mads selskab af Filip Budzel. De to kæmpede gennem tre sæt før der belv fundet en afgørelse, desværre ikke den optimale, da det blev til et nederlag til den dansk/tjekkiske double. Både første og tredje sæt blev dog først afgjort ved de sidste tre point.

Sidste dansker i turneringen var Patrick Bjerregaard. Han lagde ud mod tyrkiske Sinan Zorlu, og måtte kæmpe for sættet, der skulle forlænges til 22, før danskeren kunne puste ud.
Andet sæt blev hevet mere sikkert hjem af Patrick, hvis modstander lod til at være mærket af første sæt.

Patrick skulle i sin anden kamp op mod Muhammed Ali Kurt, der tidligere havde besejret mads Kjær Mathiasen. Muligvis præget af sin tidligere kamp, eller indtryk fra kampen mellem Muhammed og Mads, lagde Patrick ud med et nederlag på 21-15 i første sæt.
Han kom dog tilbage i andet sæt og tvang sig med 22-20 ud i et tredje sæt.
Her viste danskeren overskud af energireserver, og hentede sættet hjem, fra 12-12 til 21-14. Kampen mod Kurt var også den længste Patrick Bjerregaard var ude i, da de næste tre alle blev vundet i to sæt, og på under 40 minutter. Finalen var mod ungarske Gergely Krausz, og her skulle der bare 38 minutter til, før Bjerregaard kunne tage titlen i Tyrkiet.

Resultaterne fra I.B.B. Turkey International

Læs også

Klar besked inden Iceland International: “Vi skal i finalen”

Mange danske spillere skal slå deres folder ved Iceland International, som starter på torsdag. En …

7 Kommentarer

  1. Flot Patrick 😄👏👏

  2. Tillykke 🇩🇰🇩🇰

  3. Flot, stort til lykke👍