Per Damkjær Juhl: Så kom tasken i brug igen

Søndag aften den 17. oktober lå jeg i mørket i det hvide hus og lyttede til Massive Attack “The Spoils” efter en god dag i Stubbekøbing til Katrine Burmanns “Knæk Cancer” badmintonstævne.

Jeg afventede, at Iprenernes og Panodilernes virkning skulle fortage sig, og at smerterne ville vende tilbage. De smerter, som jeg beskrev i et tidligere skriv, og som i noget mildere form er mit fix no 1. Jeg ventede.

Den aften eller nat kom de ikke tilbage. Heller ikke mandag. Eller tirsdag. Undrede mig. Stærkt smilende og forbløffet. Turde ikke rigtig tænke tanken til ende og tro, at det forblev sådan.

Under onsdagens formiddagsmassage hos Asger gennemgik vi først den aktuelle, politiske situation, før vi kom til, hvad der kunne være sket med de forsvundne smerter. Måske de tre dage på piller havde givet kroppen lidt ro og tvunget en afslapning igennem.

Det knækkede også uvant i bækkenet, da jeg søndag aften lavede mine daglige udstrækningsøvelser. Men logikken, sammenhængen, den berømte kausalitet havde jeg svært ved at finde.

Men smerterne er der ikke mere. Eller i hvert fald ikke i niveauet “Worst-case scenario”. Pludselig er de bare væk. Som i ikke-eksisterende. Hvilket jo mildt sagt er vidunderligt.

Natten til torsdag sov jeg skønne 10 timer uden de sædvanlige strålende smerter og kramper og opvågninger, selvom jeg onsdag aften spillede 60 minutters blidt badminton med stræk-, op- og nedvarmingsøvelser før og efter til den sædvanlige VBK træning.

Igen at være smertefri, ruller de mentale mørklægningsgardiner op og lader det varme sollys stråle ind på fuld kraft. Der er blevet lyst helt ud i de allermindste synapser. Helt uden brug af legale og illegale stemningsregulerende stoffer. Sindets egne signalstoffer klarer det fint.

Tilbage er min evige ven, tvivlen, men den har jeg lært at leve med. Tvivlen siger, at denne nye tilstand ikke varer ved. Det gør den jo heller ikke. Intet varer ved i forståelsen evigt. Men lige nu kan jeg nogenlunde kontrollere og undertrykke tvivlen, for den skal ikke have lov til at ødelægge min glæde.

Jeg fortsætter med de daglige strækøvelser til bl.a. Massive Attack. Noget med en beroligende, messende og gentagende rytme. Det er faktisk gået hen og blevet en ganske behagelig rutine. Det gør godt at gå i flight mode i 15-20 minutter, rulle tæppet ud, lægge mig på gulvet og vride kroppen igennem. Med næsten fuld opmærksomhed på musikken og den fysiske krop skabes der er en tilstand af meditativ art, som er opladende.

På banen skal jeg fortsat passe på og spille med trukket håndbremse. Ikke risikere for meget. Eller træne for meget. Endnu.

Men det er dejligt at være tilbage på badmintonbanen med en rimelig bevægelighed. Der er endnu ikke luft til en single på fuld bane, men det gør heller ikke så meget. Det er til at leve med. En tilstand med evige smerter er til gengæld ulidelig at leve med.

Så hr J. Ø. Jørgensen, der er et lys derude et sted for dig. Også selvom du nok har tilbragt langt flere timer end jeg på en badmintonbane trods det faktum, at jeg er over 20 år ældre og har spillet i knap 45 år.

Det kan være umådelig svært at bevare troen, når kroppen strejker, når det gør ondt, når mørket sænker sig og lægger sig som en tyk tåge på optimismen, når rastløsheden melder sig og den normale ventil er kalket til.

Der er altid en risiko ved at leve et enstrenget liv med én stor passion. Til gengæld er det fandeme sjovt og berigende, når det (igen) kører.

Per Damkjær Juhl
Vordingborg Badminton Klub