BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Mulhouse, Alsace, Frankrig.
Søndag formiddag. Regnvejr. Lige så trist og gråt som derhjemme.
Efter morgenkaffen foreslår husets frue ”lidt” pilates mod den gamle krops stivhed. Det bliver til 70 minutter på gulvet midt i det store rum, hvor der både er køkken, spisebord og stue.
Før afgang til Palace du Sports for at se finalerne får vi varm frokost.
Vi kommer til hallen, da mixeddoublen næsten er færdig. Thom Gicquel/Delphine Delrue vinder klart.
Næste kamp er herresingle-finalen mellem den 17 (og et halvt) årige Christo Popov, med bulgarske aner, og den 19 årige lokale helt Arnaud Merkle, der sammen med en større gruppe unge besøgte mig et par gange i Vordingborg for 6-7 år siden.
Christo varmer op med farmand. På spillernes bane. Uforstyrret. Arnaud løber rundt overalt. Blandt andet i ankomsthallen og hilser på alle. To meget forskellige tilgange til en finale.
Tænk lige en gang mere over det!
En 17 (og et halvt) årig mod en 19 årig i herresingle-finalen. Toma Junior Popov på 22 år tabte i den ene semi og Lucas Clearbout på 28 år i den anden. I kvartfinalen spillede en yderst talentfuld 15 årig fra Strasbourg, U15 EM mester i single og double.
SYNERGI EFFEKTEN
De bedste franske herresingler træner ikke dagligt sammen. Popov-brødrene træner i faderens akademi i Marseille, Provence, i det sydlige Frankrig, ved Middelhavet. Arnaud træner og bor i Mulhouse. Mange af de øvrige topspillere træner i Paris. De drager ikke nytte af synergieffekten ved at kunne træne sammen hver dag som de danske topspillere. Far Toma (senior) Popov erkender problemet, da jeg taler med ham udenfor hallen efter juniors sejr i finalen, men hans vurdering er, at de ansvarlige trænere i Paris ikke er dygtige nok. Men det ændrer sig måske i forbindelse med OL i Paris 2024, håber han.
Der er mange årsager til vores lille dronningeriges succes på badmintonbanerne trods vores beskedne antal spillere (ca 95.000 mod Frankrigs 200.000 og Japans 7-9.000.000).
KULTUR
En af dem kan netop være vores lands beskedne størrelse og homogenitet. At vi er meget ens. Også kulturelt og værdimæssigt. Vi holder sammen og er “social-demokratiske”. Det vil sige vi tror på værdien af fællesskabet, at være en del af en gruppe. I Frankrig er de mere forskellige, mere individualister, mere elitære. Vores bedste spillere træner sammen hver dag og ved, dybt inde i deres (vores) DNA, at de (vi) er afhængige af hinanden, og derfor drager de stor fordel af hinanden i den daglige træning. I Frankrig har man ikke samme sociale tankegang. I Frankrig træner de ikke dagligt sammen mod hinanden. Jeg tror, de ville rykke meget opad, hvis de gjorde!
Christo vandt i tre hårde sæt med 21-15 i sidste. En seværdig kamp mellem for forskellige spillere – “den kreative” mod “maskinen”. Jeg tror Christo kan nå langt. Han har en super spilforståelse og forudseenhed, er hurtig og en slider, med et godt smash og netspil, og er venstrehåndet.
FUN FACT I
I Frankrig vinder en fransk-kineser mesterskabet i damesingle. Qi Xuefei.
I Tyskland vinder en tysk-indoneser mesterskabet i damesingle. Yvonne Li.
FUN FACT II
I fransk badminton afspilles også den samme melodi, hver gang en ny kamp annonceres. Jeg er næsten sikker på, at det er den samme melodi som ved Danisa Denmark Open. Det gør den ikke bedre.
FRANSK BADMINTON
De har mange unge talenter. I herresingle og i mixed. I herredouble, damesingle og især damedouble ser det lidt tyndt ud. Opbygning tager tid og kræver mange samspillende elementer – dygtige (virkelig dygtige!) trænere, god/hård træning hver dag med spillere på samme niveau, en kultur, økonomi, haller osv osv osv. Mange har spurgt efter den danske opskrift. Kulturdelen er svær at overføre. Generelt er det bare svært at copy/paste.
Men jeg håber at Frankrig, og andre lande i Europa vil lykkes. Vi trænger til det i konkurrence med de enorme masser i Asien.
A bientôt Mulhouse. Vi ses igen i marts, om to måneder!
Per Damkjær Juhl
