Hvad var din drøm som barn?
Der er ingen tvivl om, at sport fylder rigtig meget i mit hjerte. Jeg har altid, uanset hvilken sport det har været, brændt en masse krudt af, og har prøvet at blive den bedste. Om det var badminton, fodbold og tennis var ikke så vigtigt, bare jeg kunne få brændt noget krudt af og give den gas. Sporten har altid og vil altid fylde meget hos mig.
Havde du et stort idol, du så op til?
En af de største idoler jeg så op til i mine unge år var Zinedine Zidane faktisk. Det var sådan mest som fodboldspiller og at man derudover altid kunne spille Zidane ligemeget, hvor man var på banen. Han var bare en god fodboldspiller med mange gode kvaliteter. Rent badmintonmæssigt ved jeg det ikke rigtigt, men det er klart, at jeg altid har set op til min far og mor. Uanset hvor direkte eller indirekte det er, vil man altid se op til dem på en eller anden måde. Jeg føler dog ikke, jeg har så store idoler inden for badminton, men man kan da selvfølgelig tage noget med fra nogles spil. Jeg vil dog ikke sige, jeg spejler mig i andre badmintonspillere, så skal det lige være mine forældre.
Følger dine forældre med, når du er rundt til turneringer?
De følger i hvert fald helt sikkert med, vi er som sagt alle sammen bidt af sporten. Min far arbejder stadig med sporten inde i SportOne og min mor har både coachet i Solrød på liganiveau og hun har haft nogle pigeprojekter bl.a. for Badminton Danmark. Så de følger rigtig meget med, også af engagement til mig. De er en stor støtte og der er mange ting, jeg tager en dialog med dem omkring forskellige valg, jeg skal træffe. På den måde bruger jeg dem meget.