Søren Toft leverede to flotte sejre på en fin dansk dag i ottendedelsfinalerne ved Lithuanian International.
I dagens første kamp stod Toft sammen med Lisa Kramer over for polakkerne Robert Cybulski og Wiktoria Dabczynska. Her endte et tæt første sæt 22-20 til danskerne, mens andet sæt endte med de mere komfortable cifre 21-15.
– I vores mixdouble kæmper vi rigtig meget i starten med at få bolden til at køre. Begge par laver mange fejl, men heldigvis hiver vi det første sæt, og det er det, som er udslagsgivende. I andet sæt trækker vi fra tidligt. Havde vi ikke vundet det første sæt, havde kampen helt sikkert set anderledes ud. Men vi vandt, og det er vi super glade for, skriver Søren Toft til BadmintonBladet.dk.
I single var han oppe mod Muhammad Ziyad Md Tah. Toft er nummer 221 i verden, mens malayeren er verdens nummer 1195. Denne favoritværdighed levede danskeren flot op til og vandt sikkert 21-15 og 21-16. Og han var da også tilfreds med sin præstation.
– Min single mod malayeren spiller jeg super godt. Jeg har god kontrol over kampen og spiller næsten fejlfrit, udtaler Søren Toft.
Lige ved og næsten mod det topseede par
Det lykkedes næsten også Toft at få en perfekt afslutning på kvartfinalerne. I en dramatisk kamp måtte han og makkeren Mathias Thyrri dog give fortabt til sidst mod det topseedede polske par Lukasz Moren og Wojciech Szkudlarczyk. I første sæt var det ellers danskerne, der i en spændende afgørelse trak det længste strå og til sidst og vandt 24-22. I andet og tredje sæt vandt polakkerne dog 21-18 og 22-20. Specielt tredje sæt ærgrede Søren Toft sig over.
– Vores herredouble er jo bare så ærgerligt. Vi presser dem til max, og vi har endda 19-15 føring i tredje og matchbold ved 20-19. Det er noget værre møg lige nu, men om en time er vi nok super stolte over vores præstation. Vi føler selv, det var herredouble på højt, højt niveau, skriver Søren Toft.
Af andre flotte danske præstationer i dag kan nævnes Anne Halds imponerende sejr over den tredjeseedede tjekke. Anne Hald kan også gå videre i double senere på dagen. Jeppe Ludvigsen og Astrid Molander er også semifinaleklar, mens Mathias Thyrri og de andre to danske herredoubler tabte.
Resultater fra Lithuanian International