Tilbage i den store hal

Tilbage på både halv og hel bane med min spillemakker Steen.

Vi har i den senere tid været lidt “fraskilt”. Fordi jeg ikke rigtig har kunnet spille, pga mange ting at se til (lidt udover normal stress), svimmelhed på banen, generel dårlig form og manglende lyst.

Steen har derfor spillet en del med bla 15 årige Sebastian og 16 årige Victor. Sebastian tog på træningslejr og er nu rejst til Japan. Victor rejste til Indonesien i går, så nu er vi atter os to på bane 2. Gudskelov har det artet sig sådan, at min svimmelhed er forsvundet (den skyldes nok mangel på mad og søvn pga stressen), og at spilleform og -lyst er kommet retur. De to – form og lyst går jo ofte hånd i hånd.

Modsat tidligere spillede vi i dag mest på den store bane. Den hele bane. Dog varmede vi op med bedst af tre sæt til 9 på halv bane. En ganske udmærket og forsigtig måde at få varmet muskler, led, sener og bindevæv op, inden man går på hel bane, hvor der er frygtelig langt ud i hjørnerne – vi er jo begge pænt over det halve århundrede og har et pænt vinderinstinkt, hvilket jo medfører, at vi muligvis strækker os mere end godt er – i udenforståendes øjne.

Halvbane er ikke så kreativt udfordrende, men et repetitivt spil med store krav til tålmodighed. Det er for mange, herunder undertegnede trættende både fysisk og ikke mindst mentalt.

Men efter tre sæt på halvbane, tog vi fat på dysten på den store bane. Kun os to i den store hal. En onsdag middag, mens solen skinnede udenfor, men endnu ikke havde varmet hallen op. Sidste sommer nåede temperaturen indenfor ofte op på 30 grader. Vi havde det dog pænt varmt alligevel.

Selv i vores alder kæmper vi med alle tilgængelige midler om sejren. Og især i den første (ud af ialt tre!) helbane singler lod vi os begge to influere af gummiarm og stålhandske og al for stor fokus på at vinde. Vi stivnede begge to i spillet i flere perioder i begge sæt, hvor der aldrig rigtig kom et flow hverken i hans eller mit spil og hvor duellerne ofte var korte – og korte dueller er klart til min fordel.

Steen drømmer nok stadig lykkeligt og frydefuldt om tiden med det gamle tællesystem til 15, dengang man også skulle vinde serveretten, før man kunne score point. Utallige er de historier, der er blevet og fortsat udveksles under omklædningen, om tidligere tider, hvor en af os var langt bagud i et sæt, men alligevel formåede ikke bare at indhente, men også vinde sættet, og om de lange opslidende kampe, hvor vi kørte modstander træt. Ja. Rigtig gættet. Det er selvfølgelig den slags kampe, vi bedst kan huske – begge to. Succeshistorierne. De sjove kampe. Vinder kampene. Sådan er det jo. Visse ting bider sig bedre fast i langtidshukommelsen og får et glansbilledagtig skær over sig med årenes gang. Sejrene. Dem husker vi alle. Også selvom det ligger 20-30 år tilbage i tiden.

Men i dag var duellerne korte. Jeg var på en hel bane efter lang tids fravær. Steen havde vist bare efter eget udsagn en off-dag. Shit happens.

Jeg er ret sikker på, at spillet bliver anderledes næste gang. For begge bruger vi lang bagefter på at tænke over dagens spil og resultat. Jeg skriver endda om det. Vi analyserer hver især og ændrer med garanti taktik til næste gang. Hvis vi altså er i stand til det. Altså ændre taktik. For sagen er jo, at vi med tidens gang har en overordentlig stærk tendens til at grave dybere i det samme spor – altså forstærke det personlige spil og foretrukne stil. Steen spiller helst lange, opslidende dueller og meget taktisk præget, mens jeg spiller lidt hurtigere uden til gengæld nogen rigtig strategi.

Men én ting er sikkert. Næsten uanset resultat. Det er glæden. Både under spillet. Og bagefter. Glæden og den ro i krop og sind, som indfinder sig i flere timer bagefter. Jeg vil gå så langt som til at mene, at jeg bagefter er et bedre menneske, en bedre far, en bedre kæreste, en bedre ven. Langt mere tålmodig og klart- og positivt tænkende. Men som sagt. Det er kun en subjektiv vurdering. Spillet, når det fungerer, gør mig gladere og bare rigtig godt tilpas. At det så samtidig vel også er sundt er kun ekstra, oveni at det tillader, at jeg kan indtage næsten hvad jeg vil uden tegn på overvægt – og det er fedt.

Har du en historie, som du gerne vil af med, så send den hertil: perdamkjaerjuhl@gmail.com.