Det danske landshold til UVM spillede i dag mod Kina og Taiwan, og det blev desværre til to nederlag. Trods nederlaget på 5-0 til Kina var landstræner Rikke Olsen stadig tilfreds med indsatsen.
– Når jeg kigger overall på holdkampen, så synes jeg, at vi leverer en rigtig fin holdpræstation. Vi blev ved med at kæmpe, og vi forsøgte alt det, vi overhovedet kunne. Det var bestemt godkendt i dag, og måske endda også lidt mere end godkendt, og det var en positiv holdsnak vi havde bagefter, fortæller hun til Badminton Danmark.
Anden kamp var mod Taiwan, og her blev det til et nederlag på 3-2. Det var ellers tæt på at gå den anden vej, da Line Christophersen i damesingle var i tre sæt hvor sidste sæt blev tabt 21-19.
Med de to nederlag har Danmark to point efter tre kampe, og sidste kamp i puljen er mod Hong Kong som ligesom Danmark kun har vundet Walk Over kampen mod Algeriet.