BadmintonBladet sætter i denne uge fokus på, hvorfor så mange danske spillere vælger at rejse til udlandet og spille turneringer fremfor herhjemme. I dag fortæller tre danske spillere i form af Kim Bruun, Emilie Aalestrup og Søren Toft BadmintonBladet om primært det attraktive ved at spille i udlandet.
Hvert år rejser masser af danske spillere udenlands for at spille turneringer. For de tre nævnte spillere er en af hovedmotivationerne for at spille i udlandet at komme højere op på verdensranglisten. Bruun samler i øjeblikket vigtige point for igen at komme højere op på verdensranglisten, som han var før en længere skadespause. Aktuelt indtager han en 79-plads. Aalestrup er i øjeblikket nummer 262 i damedouble og 161 i mixeddouble, mens Søren Toft er nummer 179 i herresingle.
Det, der imidlertid får Toft og Aalestrup til at foretrække at spille i udlandet, er de anderledes forhold. Toft siger således:
– Det er en anderledes oplevelse. Det er så fedt at spille mod andre kulturer og lære af disse. For eksempel er det fascinerende og lærerigt at se, hvordan en spiller med relativ dårlig teknik og taktik alligevel får det til at fungere.
Desuden peger de to førnævnte spillere på det fede i det professionelle setup med blandt andet linje- og servedommere. Derudover ser Aalestrup det at spille i udlandet som en god mental udfordring:
– Det er fedt at blive udfordret på det mentale med for eksempel sol på banerne. Det er også godt at lære at håndtere et jetlag efter at have været oppe at flyve og at lære at restituere mellem kampene under svære forhold. Man er i det hele taget mere på udebane.
Svære forhold, men betyder ikke så meget
Forholdene kan netop svinge meget, hvilket de tre spillere har talrige eksempler på. Bruun fortæller for eksempel:
– Jeg har oplevet, at væggene og tilskuerpladserne var hvide, hvorfor man kunne ikke se bolden særligt godt. Jeg har også oplevet sol i øjnene. Men man finder hurtigt ud af, hvilke turneringer, der er dårlige forhold ved og undgår så bare disse i fremtiden.
Netop det nemme i bare at vælge de dårlige turneringer fra, er de tre spillere helt enige i. Toft siger det samme om de svære forhold og fortæller også en historie om lidt hårde betingelser, hvor en servedommer sad og kiggede i sin telefon og derfor havde svært ved at dømme. Han uddyber:
– Det er selvfølgelig ikke fedt ryge ud i første runde, men det er der også plads til, hvis man vil i top 50. Jeg spiller nemlig 12-13 turneringer om året.
Aalestrup kender godt til det med eksempelvis at spille i sollys og nævner også dårlige servedommere som et problem. Hun nævner desuden en enkelt tur, hvor næsten alt gik galt. Blandt andet ankom baggagen ikke. Sådan en tur har hun dog kun oplevet en gang, og som tidligere nævnt ser hun jo også disse udfordringer som lærerige.
De gode oplevelser er i overtal
De mange gode oplevelser skiller sig desuden mere ud. Disse er i form af at kunne se frem til, at hvis man indsamler nok point, så kommer de store kampe, peger Toft og Aalestrup på. Toft siger især, at det er fedt at spille Denmark Open, hvilket Aalestrup istemmer. Hun siger desuden:
– Det også at stå i nogle kampe mod nogle store spillere, for eksempel da jeg mødte Stoeva-søstre, er super fedt.
For Bruun et det også fedt at kunne se frem til de store turneringer, særligt Korea Open, hvor han er født.
For de tre danskere gør det sig desuden gældende, at sponsorer blandt andet gør det muligt for dem at spille i udlandet, hvilket de er meget glade for. Aalestup siger ligefrem:
– Det er fedt blandt andet at spille for sponsorerne. Det giver ekstra motivation.
I morgen sætter spillerne fokus på, hvad der så gør, at de ikke er specielt begejstrede for at spille i de danske turneringer.
Håber, at I også får lejlighed til en snak med Mathias Pedersen ( 18 årig junior), som har spillet eksotiske steder og gjort det flot de seneste uger. Bl. a. en finalesejr i Cameroon med Jonathan Persson, Tyskland.