Værløse-træner efter vital sejr i bundbrag: Vores singler overraskede virkelig positivt

Loading

Værløse hentede en sikker sejr i den ellers på papiret tætte bundkamp mod Gentofte i forgårs. Her fortæller cheftræner Tanja Berg om denne kamp og om de svære kampe, der er tilbage. 

Det lignede på forhånd et tæt bundbrag mellem Værløse og Gentofte, men især Gentoftes singler i form af Julie Dawall og Ditlev Jæger ville det anderledes, da de var i stand til at besejre formstærke spillere som Line Christophersen og Joshua Eipe. Det var derfor en tilfreds træner, BadmintonBladet snakkede med efter kampen:

– Det kom lidt bag på mig, at to af vores singler vandt. Det var nemlig nogle åbne kampe, især damesinglen, hvilket selvfølgelig gør det fedt, at vi vandt disse. Det var fx rigtig flot af Julie. Ditlev vidste vi ikke helt, hvor stod, da han har været ude med en skade i over et år. Han spillede dog også før i foråret, selvom han havde ondt, hvorfor det ikke var på fuld blus. I de tre seneste kampe har han imidlertid vist gode takter, bl.a. mod David Kim, hvilket er rigtig godt gået. Og det var bestemt også flot i går.

Nu har Værløse så slået et hul ned til de øvrige bundhold og ser ud til at måtte kæmpe med Højbjerg om 7.-pladsen:

– Jeg tror ikke, at det er sandsynligt, at vi overhaler Højbjerg på 7.-pladsen. Vi kan håbe på at holde Gentofte bag os, men det er et point, der skiller os ad, når vi skal starte slutspillet. Og det kan meget hurtigt forskydes tilbage igen. Vi har nemlig ikke et så godt program som Gentofte i slutspillet. Her møder Gentofte således de rigtige hold på hjemmebane, hvor vi har alle ligaholdene på udebane, så det bliver svært. Vi er imidlertid gode på udebane, men mange har lige det ekstra på hjemmebanen.

– Jeg er dog generelt meget tilfreds med i år. Sidste år startede vi nemlig katastrofalt, og der var vi ikke det hold, der altid har været i stand til at lave overraskelser af og til. Det skal vi jo gerne gøre, da det er fedt, når vi vinder kampe, man ikke forventer. Det giver nemlig bare noget til holdet, når Messerschmidt fx vinder over Antonsen. Det viser, at man har chancen hver gang. At levere disse overraskelser har vi dermed igen været i stand til i år, hvilket er så fedt.

Hårdt arbejde har givet pote

Det bliver dog bestemt ikke nemt at nå Højbjerg, da Værløse har TSS og Skovshoved tilbage, mens Højbjerg har Odense og VEB. Det er dog også mere det, at holdet har udviklet sig, som Berg går op i:

– Vi bliver generelt bedre og bedre, og folk arbejder benhårdt, idet de træner meget og vildt gerne vil det. Nogle gange lykkedes det så at få udviklet noget ekstra, og det har altså været i år. Men vi lægger generelt lige under de andre, så det kræver, at vi leverer overraskelser, og at vi tror på det. Det er desuden fedt at have Ditlev for fuld styrke på holdet, så vi kan komme med fuldt hold. Finne-Ipsen har jo også været skadet, så det at vi kan komme med fuldt hold nu er bare vigtigt, da vi ellers er sårbare.

Hun fortsætter med at rose spillerne:

– Spillerne går virkelig all in hver gang og vil virkelig gerne holdet, da de synes, der er så fedt at spille holdkampe. Nogle gange kan man næsten sige, at de vil det for meget. At vi så har haft nogle spillere, der har været skadet, betyder dog ikke nødvendigvis mere energi på banen, da de altid har denne. Man lærer dog noget af skader, da man bl.a. kan blive mere kølig grundet disse.

Der bliver først spillet flere ligakampe i det nye år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.