Tredjeseedede Viktor Axelsen spillede sig torsdag videre fra VM-turneringens ottendedelsfinale efter sejr over verdens nummer seks.
Det danske medaljehåb viste sit hidtil højeste niveau under dette års verdensmesterskaber, da han i to sæt slog Ng Ka Long Angus fra Hong Kong. Kun enkelte gange i det 42-minutter lange opgør kunne verdenssekseren fra Hong presse danskeren, men en fænomenal offensiv hjalp Viktor Axelsen godt på vej mod en ny VM-medalje.
Cifrene blev 21-17 21-13 efter en nervøs start fra begge spillere. Men da opgøret først var i gang, så var der reelt aldrig tvivl om udfaldet. Viktor Axelsen er hermed klar til kvartfinalerne, hvor han i morgen møder enten Chou Tien Chen (6) fra Taiwan eller indiske Sai Praneeth Bhamidipati (15).
Dansk mixeddouble sendt ud af verdensettere
Samtidig med afslutningens på Viktor Axelsens kamp, måtte mixeddouble-parret Sara Thygesen og Mathias Christiansen (14) se sig besejret af verdensranglistens nummer et Chen Qingchen og Zheng Siwei (1). Danskerne tabte 12-21 17-21, hvor Thygesen og Christiansen faktisk var med indtil 12-12 i andet sæt.
Begge spillere er stadig med i de rene doublerækker, hvor Sara Thygesen og Maiken Fruergaard spiller sammen, mens Mathias Christiansen med makkeren David Daugaard i aften spiller deres ottendedelsfinale i herredoublerækken.