VM: Lyn og torden i dansk herredouble

Loading

Mathias Boe og Carsten Mogensen skulle op mod japanerne Hirokatsu Hashimoto og Noriyasu Hirata i deres kamp i dag. Japanerne minder i spillestil lidt om de to taiwanesere, danskerne mødte i går, så der var ikke ændret meget ved taktikken.

Danskerne lagde ud med lyn og torden og lod ikke Hashimoto og Hirata få et ben til jorden. I løbet af ingen tid stod den 9-1 til Mathias og Carsten, der med aggressivt spil styrede duellerne fuldstændig. De to japanere gik ofte fejl af hinanden, og danskerne kunne gå til pause med 11-4.

Kun et par på banen
Hashimoto og Hirata blev slet ikke lukket ind i kampen i første sæt. Boe og Mogensen cruisede mod en sikker sætsejr, mens japanerne fortsatte med at lave fejl. 21-14 blev første sæt til danskerne, som kun behøvede en enkelt sætbold.

Andet sæt startede lidt mere lige, hvor Boe og Mogensen blev sat lidt på prøve i starten. Men ved 5-5 var der igen kun et par på banen. Danskerne kom ind i en god periode, hvor de fik presset de japanske modstandere og styrede duellerne, ligesom de gjorde i første sæt.

Suveræne danskere
Lidt bøvl undervejs med masser af vind på banen stoppede dog ikke danskerne. Otte danske points i streg afgjorde reelt sættet, og Mathias og Carsten bookede på suveræn vis en billet til kvartfinalerne i morgen ved at vinde 21-11.

Hvem de skal møde bliver afgjort i dagens sidste kamp på bane 2. Det bliver enten kinesisk modstand i form af Liu Xiaolong og Qiu Zihan, eller også Goh V. Shem og Tan Wee Kiong fra Malaysia.

Se Mathias Boe og Carsten Mogensens program ved VM her.

Læs også

Dubai Super Series Finals: God start i andet sæt er ikke nok for Boe/Mogensen

Mathias Boe/Carsten Mogensen havde revanche til gode fra gruppespillet ved Dubai Super Series Finals, da …