Scenen er sat, Istora Senayan har åbnet sine døre, og VM er endelig skudt i gang. De første kampe startede kl. 9 lokal tid, og den første dansker har allerede været i ilden.
Sikker dansk sejr
Line Kjærsfeldt var oppe mod irske Chloe Magee i sin første kamp i formiddag indonesisk tid. De to piger ligger side om side på verdensranglisten og havde mødt hinanden tre gange tidligere. Seneste opgør blev vundet af Magee, så det var danskeren, der havde revanche til gode.
Og revanche fik hun. Line sejrede i to sæt, og kun første sæt var rigtig spændende, hvor de to spillere fulgtes ad op til 15-15. Herefter trak danskeren fra og tog første sæt med 21-18.
Efter en lidt sløv start fra Line Kjærsfeldt i andet sæt, stod de to piger lige ved 9-9. Men så knækkede kampen fuldstændig, og 12 ud af de næste 13 points gik til danskeren, der dermed kunne notere sig en komfortabel sejr på samlet 21-18 21-10. I anden runde skal hun op mod betydelig stærkere modstand i form at P. V. Sindhu fra Indien, der er seedet 11.
– Jeg er rigtig godt tilfreds, og jeg spiller en god kamp i dag. Det er rigtig svært at spille derinde, fordi der er så meget vind på især yderbanerne, hvor jeg spillede, men jeg var godt til at håndtere det i dag og spillede med vinden i stedet for at lade den være en fjende, sagde Line Kjærsfeldt til TV2 Sport efter kampen.
Det viste sig at være det rigtige at gøre, da dette spil stressede Chloe Magee og pressede hende til at lave mange fejl.
Overraskelse i herresingle
Den anden dansker i ilden i dag er Viktor, der spiller dagens sidste kamp på TV-banen. Han skal op mod tjekkiske Petr Koukal, der med en placering som nr. 49 i verden ikke må gå hen og blive nogen trussel for danskeren.
Det betyder dog ikke, at Viktor kan tage for let på tingene, for vi ved at overraskelser kan ske, og vi har også allerede set en stor en af slagsen tidligere på dagen i netop herresingle.
Malaysiske Zulfadli Zulkiffli, der er nr. 38 i verden, var oppe mod Chou Tien Chen fra Taiwan, der er 6.-sedet til VM. Chou har senest haft stor succes ved både US Open og Taiwan Open – han tabte semifinalen til Hans-Kristian Vittinghus i USA og finalen til Chen Long i Taiwan efter at have slået Lin Dan i semifinalen.
Derfor var det en stor overraskelse at se malaysieren tage sejren i to sæt med cifrene 21-5 22-20. Kommentatorerne på TV2 Sport snakkede godt nok om noget mulig sygdom hos Chou, men det er ikke noget, vi har kunnet få bekræftet nogle steder. Til gengæld kan vi jo sende en tanke til malaysiernes danske træner, Morten Frost, og fundere over hvor stor ære han skal have af den flotte sejr.
Badminton på TV
Som vi tidligere har nævnt her på siden, transmitteres VM i Jakarta på TV2 Sport hver dag.
I morgen tirsdag skal følgende danskere i ilden: Hans-Kristian Vittinghus, Jan Ø. Jørgensen, Line Kjærsfeldt, Mads Pieler Kolding, Kamilla Rytter Juhl, Joachim Fischer Nielsen og Christinna Pedersen. Resten sidder over til onsdag.
Se dagens kampprogram og resultater her.