Topseedede Saina Nehwal fra Indien skulle i dag forsøge at forhindre en ren kinesisk finale i damesingle ved China Open, da hun skulle møde den lokale heltinde Wang Yihan. Den anden semifinale stod nemlig mellem to andre kinesere, Li Xuerui og Wang Shixian – den blev vundet af førstnævnte i to sæt.
De to spillere havde mødt hinanden 12 gange i alt inden dagens semifinale. Wang Yihan førte 9-3 i disse opgør, men det er inderen, der har været ovenpå i de sidste kampe. Hun vandt nemlig de seneste to opgør, som begge var i år. Det var ved henholdsvis All England i marts og ved VM i august.
Det var også Saina Nehwal, der lagde bedst ud i dag. Efter en lige start satte hun sig på kampen midtvejs i første sæt, som hun kørte sikkert hjem med en flot slutspurt på syv point. 21-13 blev det til den indiske verdenstoer.
Andet sæt blev en meget lige affære, hvor Saina Nehwal hele tiden lige var det halve skridt og ene point foran. Wang Yihan anede uråd, som sættet nærmede sig sin afslutning, og lige meget hvad hun gjorde, havde Nehwal et stærkt modsvar.
Med en sætsejr på 21-18 er Saina Nehwal derfor klar til sin første finale siden VM i august, når hun skal møde Li Xuerui i morgen.
Du kan se dagens resultater fra China Open her.