Per Damkjær Juhl: De unge må lære det på den hårde facon

Jeg elsker at spille med de unge. De kommer med så megen frisk energi. Må lige præcisere. Jeg elsker at træne med dem. For ofte møder jeg dem også i seniorholdkampene og her synes jeg, at det er småpatetisk, at jeg skal spille mod dem. Jeg bilder mig ind i deres øjne at kunne aflæse deres tanker. Tanker, der siger: “skal jeg spille mod dén gamle mand derovre?”.

Læs også: Perspektiv: Badmintonstjerner gør det ikke alene

Til vores senior-/veterantræning i Vordingborg kommer headcoach Lejre ofte med sin badmintonelskende og -dyrkende familie. Jeg har meldt ud, at jeg spiller og træner med alle, og har således ofte fornøjelsen at tage en single med Gustav. U15. Lejres søn. Forleden spillede vi igen. Jeg tænkte i starten af første sæt, at jeg bagefter skulle fortælle ham, at han næste år sikkert ville slå mig. Når han var blevet ikke bare lidt ældre, men også noget højere (mens jeg var blevet 51 og måske lidt lavere).

I den single kæmpede han måsen ud af bukserne. Det gør han hver gang, vi spiller. Giver aldrig op og forsøger altid at løbe enhver bold op, uanset hvor håbløst det virker. Kan genkende mig selv i hans indstilling. Vi havde lange og sjove dueller. Dueller, som jeg ikke har med mine mere jævnaldrende. Dueller med mere netspil, mere leg, mere friskhed, mindre taktik og dueller, der ikke var præget af, at vi havde spillet 50 gange eller mere mod hinanden og derfor kendte hinandens spil, bevægelser, foretrukne slag og hjørner til hudløshed. Mod Gustav var spillet renset for den slags. Mere frisk og uprøvet, mere eksperimenterende og legende. Måske det tiltaler mig, fordi det med at holde en stringent taktik er noget, der hurtigt keder mig og derfor heller ikke er min force.

Læs også: Per Damkjær Juhl: Meningen er at skabe handling fremfor lammelse og stilstand

Sådan kæmpede vi i et langt første sæt. Mine tanker var både underholdt af spillet, og kredsede samtidig om, at jeg bagefter, efter min formodede (og forventede) sejr opløftende skulle sige til ham, at hvis og når han fortsatte med denne indstilling, så ville han sikkert vinde over mig næste år. Og hvad skete der så? Den lille og unge mand vandt første sæt i ombolde. Jeg var nødt til at fokusere og revurdere mine tanker i både nutid og nær fremtid. Jeg vandt det andet sæt og mener ikke vi fik gjort tredje sæt færdig, før headcoach (og far, Gustavs!) sagde: “næste runde”.

Ofte mødes jeg med Suzanne og hendes børn og et par unge fra Præstø-kanten og spiller. Når vi kan finde en ledig hal. Her har jeg min sædvanlige kamp mod 20 årige Jonas med den vildeste angrebstaktik. Eller angrebsstil. Modsat føromtalte Gustav, der har været i kyndige trænerhænder siden sine allerførste slag med en fjerbold, så er det tydeligt, at Jonas ikke har modtaget samme vejledning, men mere har måttet finde sin egen vej – og ikke mindst teknik og stil. Jonas er et hoved højere end mig og han består udelukkende af muskler. Dem bruger han så i hvert et slag. Vi spillede i lørdags vores single. I første sæt havde vi maksimalt 5 clear. Ialt. Til sammen. Den slags benytter han ikke. Så jeg går med på legen. Han angriber på alt. Fra de mest usandsynlige vinkler. På længere sigt holder hans krop ikke til det spil og de drejninger af ryggen, men vis mig den 20-årig, der tænker så langt. Han vandt ikke det første sæt, men til gengæld det andet med 25-23. Også Jonas giver ikke op og løber efter alle bolde. Og jeg må indrømme, at jeg blev fysisk træt i løbet af andet sæt og samtidig var overbevist om, da jeg førte 20-16, at jeg nok skulle løbe den hjem. Hovmod og arrogance. Igen. Kombineret med efterdønninger af gårsdagens juleøl. Bagefter fortalte jeg ham det sædvanlige – “du kunne med fordel benytte flere clear og omtanke i dit spil, Jonas”. Men jeg kender det. Det er ikke nemt at ændre sit spil, sin stil og indoptage råd. Slet ikke hvis man aldrig har været vant til at snakke badminton og teknik og taktik, men bare har måttet klare sig selv. Han er sådan én.

Så er der alle de andre unge, som jeg af og til spiller med. Fællesnævneren for min tilgang er, at de intet (eller meget) lidt får foræret. Især ikke hvis de kommer med den indstilling, at de er de bedste. Så forsøger jeg at tvære dem ud. Jeg ved det. Det lyder brutalt. Men jeg tror ikke på curlingmetoden. Har måske også lidt empatisk arvæv. De unge må lære det på den hårde facon. Bagefter forsøger jeg så at bygge dem (lidt) op og gå i dialog, som det så smukt hedder, og snakke med dem om indstilling, taktik og teknik. Mest indstilling. Det mentale. Det finder jeg mest interessant. Det er ikke altid, at de er så modtagelige, men jeg tror på, at noget trænger ind og flytter dem lidt mentalt og på en fremtidig badminton bane.

Den slags snakke har jeg ikke med mine jævnaldrende. Mange jævnaldrende forbliver i samme spor og “forfiner” deres spil gennem livet, og bliver med alderen mindre modtagelig for spilændringer og nye slag og eksperimenter. Personligt forsøger jeg at være åben for nye vinkler og nye måder at spille på, men må også erkende, at forandring er svær, og at grøfterne kan være så gravet så dybe, at det kan være svært at komme op af dem – hvis I forstår.

Læs også: På trods af tre nederlag: Her er ingen trusler om trænerfyring

I sommer tog jeg beslutningen i double at ophøre med 40 års forhåndsserv (lige afbrudt af 1-2 år med Sidek serven – i starten af 80’erne?) og fremover udelukkende at benytte baghåndsserv. Anders Nielsen fra Værløse sagde til mig under et gæstebesøg ved Værløses veterantræning, at det tog ét år at tilegne sig denne serv, hvorefter jeg den aften ikke længere kunne serve. Det er svært at ændre serv. Kæmper mest med det metale, når jeg skal serve i en double. At tro på at jeg kan, når der står en fuldvoksen mand lige på den anden side af nettet. Jeg er taknemmelig for, at Jan Rafn til træning kom med det simple råd at lægge vægten på det forreste ben og se på netkanten. Det hjalp helt vildt meget. Før det var det selvlæring og at se på andre.

I vores alder er vi ikke så gode til at give eller modtage råd. Det er ikke den slags, vi taler om til træning. Her går det udelukkende på det taktiske og at forsøge at holde niveauet. Og ikke mindst at kunne spille trods skavanker, slidtage og små og store skader. Konstant har vi i vores (overvejende veteran-) trup en håndfuld spillere, der er skadet, akut, udover den anden håndfuld, der spiller med skader, der aldrig bliver helet. Det bevirker af og til, at nogle er nødt til at ændre på deres spil. Morten Bro går ikke længere frem til nettet med højre ben på grund af dårligt knæ, men går nu frem på venstre, trods det at han er højrehåndet. Glæden ved spillet (og det medfølgende kammeratskab) vinder over det tidligere indlærte, fixed action patterns, og kroppens modstand.

Vi finder nye veje. Sådan er vi mennesker. Trial and error. Når vi er nødt til det. Med en tendens til en reduceret risiko villighed og fleksibilitet med alderen. Generelt set.

Indlæg af Per Damkjær Juhl