De bedste, danske veteranspillere i badminton er både aktive og særdeles succésrige, når de rejser vidt omkring for at spille om hæder og medaljer. Men hvordan fungerer det egentlig med det der veteranbadminton?
Man kan spille veteranbadminton, fra man er over 35 år. Der er holdturneringer, danske og internationale turneringer samt landshold.
Badmintonbladets flittige fotograf og ivrige medaljesluger, Annette Vollertzen kaster her lys over nogle af forholdene for elitebaminton for veteraner.
Hvem udtager til veteran-turneringer?
For at gøre tingene gennemskuelige for alle har veteranudvalget lavet en rangliste, som danner det primære grundlag for udtagelserne. Da ranglisten fortsat er meget ny, så kan veteranudvalget gøre brug af et wildcard i alle kategorier.
Hvilke kriterier ligger til grund for udtagelser?
Det er udelukkende ved EM og VM, at der kan være brug for udtagelse. Ved VM har hvert land fire pladser i hver kategori, og ved EM er der otte pladser. Til alle øvrige turneringer er der fri tilmelding.
Til VM og EM er der de seneste to år lavet udtagelser ud fra en veteranrangliste, hvor udvalgte turneringer danner grundlaget. Disse turneringer er: DM, Denmark Open, Ølstykke, Hvidovre, kredsmesterskaberne, All England, Scottish, nordiske mesterskaber samt EM og VM.
Hvilke lande er stærkest?
Danmark er et af de stærkeste lande sammen med England, Sverige og Tyskland, når vi er i Europa. På verdensplan har lande som Indonesien, Malaysia, Kina og Thailand gode spillere.
Hvor meget træner elite-veteranspillere?
Det er meget forskelligt. Man træder ind som veteranspiller allerede som 35-årig, og der er flere, som er med i en alder over 75 år. Men i forhold til alder, så ligger træningsmængden klart på et højt niveau. En del af veteranspillerne træner til dagligt med deres klubbers seniorspillere og er tilmed på flere stærke klubhold helt op til 2. division.
Er der nogle veteranspillere, der lever af at spille?
Nej, der er ingen penge i veteranbadminton. Men vi lever FOR at spille.
Hvilke danske klubber har flest elite-veteranspillere?
Solrød, Hvidovre og Charlottenlund er nogle af de store klubber i Danmark. De største udfordringer med veteranbadminton i Danmark er at fastholde de mange spillere på Sjælland, mens i resten af landet er udfordringen af få opbygget veteranbadminton.
Det er derfor meget positivt, at Badminton Danmark og DGI er begyndt at samarbejde. Så der er endnu flere kræfter, der trækker i den samme retning.
For at få bedre sammenhæng fra seniorbadminton til veteranbadminton, så arbejdes der iøvrigt på at overgå til betegnelsen “SENIOR+” i stedet for veteran, skriver veteranudvalgets formand, Henrik Lykke, på deres Facebook-gruppe.