Per Damkjær Juhl: Vi slap trygheden og tog chancen

Jeg kiggede i sidste uges ferie med mine udlandsbørn i en af mine gamle kalendere og så mine notater vedrørende en weekendrejse til Paris for at spille holdkampe for Red Star Mulhouse.

Tidligt lørdag morgen den 18. november 2001 forlod jeg Frederiksberg og lejligheden på 3. sal med den sovende kæreste og vores to små børn på henholdvis 2 år og 7 måneder og 10 måneder.

Jeg sprang på bussen overfor Den Blå Hund på Godthåbsvej ind mod centrum, og på toget på Hovedbanegården til Kastrup Lufthavn. Det var før metroen. Med SAS kl 9.10 til Bruxelles med ankomst kl 10.40. Videre med tog kl 11.04 til Bruxelles Gare du Midi kl 11.27, og TGV (Train á Grande Vitesse, højhastighedstog) kl 11.40 til Gare du Nord i Paris med ankomst kl 13.O5. 300 km på 85 minutter.

Jeg husker forvirringen på GdN. Mange mennesker. Mange spor. Masser af aktivitet en lørdag middag på en af byens største banegårde. Skulle i mylderet finde Caroline, klubformands søster, der skulle køre mig til forstaden Ermont. Trafikken var tæt og vi havde travlt, fordi kampen begyndte kl 14.00 og jeg skulle være i hallen senest på det tidspunkt for at få tilladelse til at spille, og så ovenikøbet også skulle spille i første runde. Jeg gik stort set direkte på banen uden opvarmning. Det eneste jeg husker om min modstander er, at han var et hoved mindre end jeg (175 cm). Helt irrelevant.

Jeg mindes tydeligt det forventningspres, som jeg ikke mindst selv havde lagt på mine skuldre. Som dansker med al hvad det indebar af “ophøjethed”, fløjet ind for at spille første single på det næsthøjeste niveau i Frankrig, forventningen om en sikker sejr og kendskab om den lille klubs udgift til min rejse.

Jeg mindes også rammerne. En gammel og slidt hal med et hullet, beskidt og glat stengulv, som de mosaikgulve, der stadig findes på gamle badeværelser. Franske haller var i hvert fald dengang af meget svingende kvalitet. Når jeg skal sige noget pænt.

Tabte hurtigt første sæt, fordi jeg forsøgte at (be)vise, at jeg som dansker var den bedste og skulle styre slagets gang, men overforcerede og mislykkedes med alt. Næsten håbløst bagud i andet sæt tænkte jeg – det går slet ikke det her med at angribe hovedløst, nu smækker jeg bolden op i luften og spiller ultra defensivt og passivt og ser hvad der så sker. Herfra mener jeg, at modstander kun scorede 2-3 point i resten af andet og tredje sæt sammenlagt og helt overtog den frustration og fortvivlelse, jeg indtil da havde oplevet.

Andet husker jeg ikke fra mit 24 timers ophold i byernes by.

Ved andre holdkampe i Paris har jeg både haft mere tid, og haft en af de små børn med og set lidt af byen, som jeg aldrig bliver træt af at vandre rundt i. Min 4 årige søn vandrede uden brok rundt i et par dage, så længe han bare måtte spise et flutes. På samtlige fotos derfra har han således et flutes i hænderne!

Vi spillede altid to holdkampe på samme dag med en times pause indimellem, og en sæson bestod af fem holdkampweekender. En holdkamp bestod dengang af ni individuelle kampe og man behøvede ikke at spille to kampe hver i en holdkamp, som tilfældet er i Danmark.

Søndag gik min tur den anden vej. TGV kl 14.35 til Bruxelles Gare du Midi og fly kl 19.45 med ankomst i Kastrup kl 21.20.

Det må have været en træt kæreste, jeg kom hjem til søndag aften, hvis hun da stadig var vågen, efter at hun havde været alene med to små børn, mens jeg havde rejst, moret mig og var opfyldt af positiv energi.

Jo længere de mange oplevelser kommer på afstand, jo mere priviligeret og taknemmelig føler jeg mig over at have fået lov til, som spiller på et relativ lavt niveau, flere gange i hver sæson gennem 7-8 år at rejse til Frankrig som semi-professionel for at spille badminton. Men også taknemmelig over at blive beriget af et indblik og delvise deltagelse i en anden kultur og deres sofistikerede sans for mad, høflighed, omgangsformer og storsind.

Jeg var 36 i november 2001. Eventyret i Frankrig tog sin start, da jeg som 32 årig sammen med min daværende kæreste rejste til Mulhouse, hvor hun skulle studere i et semester.

Kort efter vores tilbagevenden til Frederiksberg, tilbød klubben mig et trænerjob og året efter rejste vi igen tilbage til Mulhouse.

Vi slap trygheden og tog chancen. Uden ret megen sikkerhed og næsten uden penge.

Jeg vil opfordre alle til ikke altid at holde fast i trygheden og hverdagen, men turde slippe kontrollen, tage chancen og ikke tænke så meget på fremtiden. Du ved ikke, om du nogensinde får chancen igen.

Et af Kierkegaards berømte citater lyder: “At vove er at tabe fodfæstet en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv”.

De fleste kan som regel vende tilbage til comfortzonen og begynde, hvor de slap eller indhente det forsømte.

Især de unge bør efter min mening ikke være så fokuserede på den lige vej. Der sker som regel nogen ulykker ved at afvige fra den brede motorvej og tage en sidevej. Til gengæld venter der måske et eventyr, oplevelse eller erfaring i det ukendte. Jeg fik et par venner for livet, udover fantastiske rejser og masser af livsudvidelse.

Det er aldrig for sent.

“Når vi kun ser, hvad vi forventer at se, ser vi det, der bor i vore egne hjerner, og overser virkeligheden”
Side 229 i “Spurvenes Sky” af Tagashi Matsuoka.

Per Damkjær Juhl, Vordingborg Badminton Klub, Team Storstrøm