Viktor Axelsen vandt en meget flot sejr i sin første kamp ved sæsonfinalerne.
Viktor Axelsen var oppe mod den stærke inder Srikanth Kidambi. Inderen har vundet hele fire Super Series-turneringer i år og er nummer fire i verden. Danskeren er nummer et i verden. De to har mødtes seks gange, hvor det er blevet til dansk sejr tre af gangene.
I første sæt lagde danskeren flot ud og kom foran 4-1. Herfra havde han dog problemer med defensiven, og da inderen samtidig brillerede med gode offensive slag, lykkedes det ham at tage otte point i træk. Axelsen kom dog flot igen og var kun bagud 9-11 ved opholdet. Efter dette tog han fire point i træk og kom senere foran 16-12. Herfra lukkede han sættet med de sikre cifre 21-13. I anden halvdel af sættet havde danskeren især godt fat i de stejle smash og det høje tempo.
I andet sæt fortsatte han storspillet og kom foran hele 4-0. 6-3 bragte han sig også i front med, før det stod 11-6 ved opholdet. Danskeren viste generelt fin tålmodighed og var god til at vente på de rigtige chancer. Efter opholdet holdt han lige akkurat fast i føringen ved 13-12. Derefter kom han foran 16-12, før han lukkede sættet med de relativt komfortable cifre 21-17.
Efter kampen udtalte danskeren til TV 2 Sport, at:
– Jeg var lidt stiv i kroppen i starten, men så er jeg bare glad for, at jeg kommer i gang mod en klassespiller som Srikanth.
Der er ikke flere danskere i aktion i dag.
En kommentar