Badmintonkatastrofen i det lille Dronningerige

Jeg skrev nedenstående i slutningen af januar 2019, hvor konflikten mellem Badminton Danmark og elitespillerne endnu ikke var løst. Dengang syntes jeg, det så håbløst ud. Gudskelov fandt de hinanden kort tid efter og inden 2019 European Mixed Teams Championships.

 

 

Badmintonkatastrofen i det lille Dronningerige.

Jeg hørte for nylig Jim Laugesen på TV2 Sport give sin mening til kende om, efter hans faglige vurdering, de korte og langsigtede konsekvenser for dansk badminton af den igangværende konflikt i vores sport.

Og nu har jeg læst Steen Schleicher Pedersens vurdering i Politiken af den 24.01.2019, første del, side 13.

Den danske badmintonverden ude i de store og små klubber græmmer sig. Undrer sig. Det gør de sikkert også ude i den store verden. Det er så tosset. Jeg frygter ligesom de to respekterede og indsigtsfulde personer, at konflikten ødelægger, lægger øde, skaber dybe og langvarige huller i vores elskede sport.

 

Sammenbruddet i syd

Jeg frygter en udvikling som den Lolland, Falster og Sydsjælland gennemgik i 90erne, 00erne og stadig på mange område er fastlåst i og mærker konsekvenserne af.

Nykøbing Falster Badminton Klub (NBK) var i 80erne og 90erne, som jeg har fået det fortalt, er jo tilflytter/indvandrer, en stor klub, en væsentlig spiller på danmarkskortet, og på et tidspunkt i 2. division med et stærkt hold. Så brød uenigheden ud mellem bestyrelsen og spillerne. Spillerne forlod i stor stil inden for ganske kort tid klubben og den lille, dejlige og atmosfærefyldte hal med de 4 grønne baner og det buede loft. Tilbage var en såret klub. En blødende klub. En nærmest tømt skal. Mange skiftede til Vordingborg Badminton Klub (VBK), som gladeligt forsøgte at overtage og delvist og næsten lykkedes hermed.

Kan vi i dag lokalt se de langsigtede konsekvenser af denne konflikt og opløsning?

NBK er endt i Serie 1, i et holdsamarbejde med Ønslev-Eskildstrup. Den gamle ærværdige og traditionsrige klub forsøger at genopbygge. Stor respekt for det. VBK red på andres bølge og glemte selv sin egen ungdom og udviklingen nedefra, og kæmpede i 00erne og 10erne flere gange med røven i vandskorpen i niveauet Sjællandsserie og Danmarksserie. Tilbage står i VBK en stor gruppe veteraner fra en gylden og fortidig generation. Ungdommen blev overset, fik ikke chancen og havde ikke en klub med dynamik og satsning på ungdom, selvom, må jeg sige, mange frivillige gennem årene forsøgte med stor indsats at holde liv i den del.

 

 

Et helt område tabte pusten og gik i stå.

De spillere, der flyttede, klarede sig. De VAR jo etableret og havde og brugte hinanden, og havde jo i deres opvækst draget nytte af kombinationen af bredde, top, medvind, tro, vilje, klubmiljø og frivillige. Men de generationer, der skulle overtage, de unge, blev ramt.

De relativ få unge talenter, der alligevel voksede frem, kiggede og kørte mod nord, til klubberne i København. For når bredde og top svinder ind, står de unge alene, uden miljø, uden jævnaldrende legekammerater på og udenfor banen, uden det vigtige sociale element, uden den helt afgørende sparring, og ofte også uden midler, da klubbens økonomi også svinder ind og de afgørende frivillige mister motivationen.

Vejen op og fremad er lang og svagt stigende, koster megen sved, vilje, indsats og penge. Vejen ned er hurtig og brutal og svær at vende. Det er unfair. Men det er sådan, det er. Vores sport er samtidig i konkurrence med alt muligt andet. Når vi ikke kan skabe det rette miljø, den nødvendige fylde, den gode træning, så findes der alternativer, som de unge vælger.

Det er som om at stoppe en supertanker. Det tager mange kilometer.

Nu gentages det på nationalt plan, og lige nu sejler supertankeren med fuld fart og åbne øjne mod isbjerget. Og vi andre kigger bare på. Ligeledes med åbne, blodsprængte øjne. For helvede, hvor er det demotiverende for os inkarnerede badmintonentusiaster, for os frivillige. Måske vi skulle tage de gule veste på og organisere en seriøs protest?

Men gider vi?

Er der et alternativ til den nuværende bestyrelse? Er der nogen, der vil tage over, på øretævernes holdeplads, når der til foråret indkaldes til valg i Badminton Danmark? Er det virkelig dertil, vi er kommet?

Det ER øretævernes holdeplads – jeg har selv mærket det, ganske vist i langt mindre skala, at tage ansvar, sætte sig i front og være med til at bestemme – at stikke snuden frem. Det medfører ikke kun rosende ord udover glæden, men bestemt også kritik. Af og til også berettiget, må jeg erkende.

Egentlig mærkeligt, tænker jeg ofte, at jeg – og alle I andre gider! Men vi kan nok bare ikke lade være. I de gode stunder, som der dog er flest af, giver det mening, på lavt og højt plan. Det giver indhold og mening i og til mit liv.

 

Per Damkjær Juhl
Vordingborg Badminton Klub