China Masters er nået frem til finaledagen, og der er særligt et opgør, som alles øjne vil være rettet mod. Herresinglefinalen mellem Chen Long og Lin Dan.
Der har været mange ekspertgætterier på, hvordan det kan være, at Chen Long og Lin Dan ikke har mødt hinanden siden Malaysia Open finalen i 2015. Nogle har påstået, at det har været en bevidst strategi fra det kinesiske badmintonforbund. Andre har holdt på, at det har været en fælles interesse. Andre igen har ment, at det drejer sig om tilfældigheder.
Faktum er, at verdensranglistens nummer 1 og nummer 3 står overfor hinanden i søndagens finale i Jiangsu ved Grand Prix Gold-turneringen, China Masters. Chen Long har blot vundet to af ni opgør mod Lin Dan, men det er de seneste to. Lin Dan var ubesejret indtil 2014.
Vinderne af China Masters har ofte været nogle badmintons helt store profiler tilbage fra Icuk Sugiarto, Ardy B. Wiranata, Dong Jiong, Lin Dan og sidste år Lee Chong Wei i herresingle. Danmark har vundet turneringen fire gange. Tre gange i herredouble: Mathias Boe/Carsten Mogensen to gange og Jonas Rasmussen/Lars Paaske en gang, mens Jens Eriksen/Mette Schjoldager har vundet i mixeddouble.
I dette års udgave af China Masters har ingen danskere deltaget. Se resultater fra China Masters 2016.
Finalekampene vises blandt andet på TV2 Sport, der begynder transmissionen kl. 7:00 først på TV2 Play og fra kl. 8:00 på TV2 Sport, med Kristoffer Møldrup og Jim Laugesen ved roret.
Hanne Sonnesen