DEN FØRSTE HOLDKAMP – SAMMENHÆNGSKRAFT

Min kæreste overværede den første holdkamp i denne sæson. 

På vejen hjem bagefter bemærkede hun, at hun  ikke kender til andre sportsgrene, hvor en 18 årig (Anders) spillede på samme hold som en 58 årig (Steen). 

På Køges hold var den yngste 16 år og den ældste 57. 

Det har jeg aldrig tænkt over før. 

Hun nævnte også, positivt overrasket, at alderen ikke så ud til at betyde noget for samværet, spillet, snakken og glæden. Det så ud til at sporten forenede os og gjorde os til ligeværdige. 

Det har jeg heller aldrig tænkt over før. 

Jeg er jo bare vænnet til at se mine badmintonmed- og modspillere som….badmintonspillere. Nogle jeg omgås med. Spiller mod. Taler om spillet med. Og for nogles vedkommende også om andre udenomsting. 

Vi kommer fra forskellige verdener og mødes op til flere gange om ugen for at samles om dette spil. 

På en måde er vi ligeglade med hinandens alder, køn, seksuel orientering, social og økonomisk status, arbejde og funktion – om du er leder, selvstændig, arbejdstager eller studerende, boomer eller millinnial, bedstemor, familiefar eller single. 

Og på en måde er vi slet ikke ligeglade. For bag badmintonspillet interesserer vi os også for hinanden. Mange af os har kendt hinanden nærmest hele livet. Nogle “kun” 20 år og nogle er helt nye i flokken. For vi er en farverig og nuanceret flok. En broget flok. En samlet flok. 

Et fællesskab på tværs af de barrierer, der normalt, læs udenfor badmintonhallen, adskiller os. 

Det er også det sport kan. Forene os på tværs af alle mulige skel. Det er også derfor sport, i foreningsregi er så vigtig.

Det giver fællesskab og, undskyld mig, sammenhængskraft. 

Badmintonbladet.dk 
Per Damkjær Juhl