“Den geniale monotoni” og hjertet i enhver klub. 

Den 23.-24. marts blev denne sæsons sidste holdkamprunde afviklet for de fleste klubbers vedkommende. Fra 2. division og nedad. Nogle få fra de lag skulle herefter ud i kvalifikationskampe. Den allerøverste top fra kvalifikationen til 1. division og opad havde endnu nogle ret afgørende holdkampe tilbage. Blandt andet fordelingen af guld, sølv og bronze.

Landets bedste hold skal jo findes hvert år. Lige med undtagelse af 2015-16, hvor finalen ikke blev spillet.

(Læs lidt om denne manglende kamp her: http://badmintonbladet.dk/per-damkjaer-juhl-skraekscenarier-guldmatch-og-smerte-som-fix/)

Greve mod Team Skælskør-Slagelse.

Påskemandag kl 19.00 i Frederiksberg Hallerne.

2 hollændere, 1 inder, 1 finne, 1 englænder, 1 svensker, 1 russer og 11 danskere.

2 herresingler uden danskere.

I december 2018 stillede Brøndby IF med 11 udlændinge på deres fodboldhold i en kamp mod Hobro. Men i det mindste bor de i Danmark og træner her hver dag, formodentlig, og forhåbentlig med danskere også.

Det gør de fleste af udlændingene på finaledagens to hold ikke, hvis nogen. Altså er der ikke rigtig nogen danskere, der drager nytte af deres tilstedeværelse og kunnen. Andet end at de er med til at vinde et dansk mesterskab. Er jeg lidt for nationalistisk? Smalsporet? Jantelovsagtig? Misser et større perspektiv?

Måske. Men det kunne være rart, hvis de spillere, som klubberne betaler for at spille, også kunne træne og sparre med klubbens egne spillere, helst de unge talenter, der sikkert gerne ville ønske at spille på det øverste hold og modtage lidt økonomisk tilskud til deres gryende karriere. Er jeg modstander af udlændinge og deres deltagelse på danske klubhold? Ja. I hvert fald når de “bare” flyves ind til holdkampe! Fløj jeg ikke selv ind til holdkampe i Frankrig gennem 10 år? Jo! Dobbelt moralsk? Tjah…. næ, for det er ikke spillerne, jeg bebrejder, det er klubberne og den tankegang, der ligger bag. Spillere på et hold træner sammen. I min verden. Den er sikkert gammeldags. Men sådan tænker jeg. Klub, hold og træningsfællesskab hører sammen.

Helt samme opmærksomhed og interesse, som pokalfinalen og hvem der bliver dansk mester i fodbold, opnår badminton aldrig. Dertil er holdkampe og finalen ikke interessant nok for et bredere publikum. Er produktet for uforståelig, for smalt, for langtrukken (i tid, med flydende varighed), for kedeligt, af for lav og svingende kvalitet, både hvad angår spillernavne og efter hvem der afholder og det lokale setup? Jeg ved det ikke. Mig har det i hvert fald sjældent hidset særligt meget op.

Holdkampe er lokalstof, nærmiljø, min egen klub.

På den anden side, selvfølgelig skal der kåres en vinder af den landsdækkende holdkampturnering, der inkluderer enhver klub og spiller i vores land, og som er rygraden, livsnerven, omdrejningspunkter, årsagen til mange gode stunder (og fornøjelige fester) og det sted, hvor ungdommen hilses velkommen med en tiltider hårdhændet modtagelse. I seniorholdkampe er der ingen kære mor (eller far, det er bare et udtryk). Her hersker Darwins lov. Nonsurvival of the nonfittest. Der kæmpes om pladserne på holdet. I løbet af holdkampen kæmpes der med alle tilhånden værende midler og måske samler vi lidt op bagefter. Nej. Det gør vi selvfølgelig hele tiden på den typisk danske facon – direkte tale uden omsvøb tilsat et lille stænk empati og omsorg.

Holdkampe er tradition, på nationalt plan og klub niveau. En årelang gammel afholdt turnering, som gentager sig sæson efter sæson, med små og store ændringer. Gentagelse og variation. Tradition og fornyelse. Vane og kreativitet. Men også inklusion, indlemmelse, ansvarliggørelse, tillid, kamp for noget større, (hold)vilje og gejst. Sammenhængskraft, relation, venskab, lighed, dannelse. Glæde, sjov og ballade – og sundhed.

Men mandag aften var jeg der så. Til finalen i Frederiksberg-Hallerne mellem Greve og Team Skælskør-Slagelse. Tilbage i den hal, hvor EM for mixed teams blev afviklet i februar.

TV2Sport er her. Gudskelov. Stor tak. Hvor stor mon seer- og tilskuerinteressen i grunden er? Hvem udenfor en snæver badmintonverden ved, at DM finalen for hold bliver spillet? Findes der er et bredere publikum for den begivenhed og titel? Skal vi ikke bare tage at opgive de store drømme om en bred (medie-)interesse for den titel og kamp? Det er og bliver aldrig som i fodbold og håndbold. Vi vil se individer vinde kampe, nogle få gange det danske landshold spille om medaljer, men det danske mesterskaber for hold, det går helt under radaren og har vel altid gjort det.

Nytter det store set-up noget? Nytter det noget at have en liga med uregelmæssige kampe og uden et genkendeligt og memorerbar system spredt ud over en sæson uden at hr og fru Danmark har nogen som helst anelse om, hvornår næste runde er – skulle de være interesseret, og så spille 6 kampe og Golden set, hvor de næste 4-6 lag nedad spiller 13 kampe? Med spillere udefra, fra udlandet, som er ret ukendte for de fleste udenfor vores lille verden? Uden deltagelse af vores egne bedste spillere? Nytter det noget? Giver det mening? Giver det i det mindste et pænt afkast til de involverede klubber, penge som de så kan bruge på deres egen avl? Giver det mening for de mange nødvendige frivillige eller kunne deres bidrag bruges bedre andetsteds? Er det ikke næsten kun en fest for en lille lukket gruppe?

Mandag eftermiddag havde vi på TV2 Badminton facebook kunnet læse om et afgørende afbud i damesingle på TSS’ hold. Ind trådte unge Vanessa.

Frederiksberg Hallen indtages af 2 slags fangrupper. De unge, trommende og højtråbende fra Greve på den ene langside. De lægger hårdt ud. På den anden side sidder de lidt mere stille og gråhårede TSS. Her lægges der stille ud med en tydelig opadgående trend hvad angår stemning henimod midten og slutningen.

De første to kampe er damedouble og damesingle.

“Der er så stille i Solrød!”, råber Greve fløjen adskillige gange. Og meget andet. Det kører helt klart for dem. På banen og udenfor.

Nærmest tropisk varme på tribunerne. Sikkert også på de to baner.

Så går mixeddouble og kort tid efter herredoublen i gang.

“Hvem holder vi med?” råber Steen fra Vestsjællænderne og hans gruppe svarer “TSS!”

Så råber Greve lejren: “Sæt dig ned, sæt dig ned….!”

“Auf wiedersehen” råbes der fra Greve lejren.

Ved stillingen 19-20 i 1. sæt i HD server Mathias Christensen i nettet, og ved 15-19 i 2. sæt i HD server Daugaard i nettet. En tæt og meget velspillet double med mange detaljer.

Søren Gravholt er herredoublens store positive overraskelse.

Så går de 2 herresingler i gang.

Engelske Toby fra TSS vinder første sæt klart i 2. singlen. Finnen fortsætter med at arbejde, smukt ser det ikke ud, men han vender kampen og ser ud til at bruge en mere offensiv taktik i andet sæt. I tredje sæt er englænderen tilbage og fører 9-4 / 9-8 / 11-9 / 11-10…..der kæmpes om nettet….12-12 / 14-13 / 16-13 / 17-14 / 19-14 / 20-15 / 20-16 / 20-17 / 21-17.

Samtidig spiller 1. singlen.

Inderen og hollænderen følges ad. Lange dueller. Hård fight. Den lille inder kæmper mod den store nederlænder. 18-21 taber inderen i første sæt.

Hollænderen lægger hårdt ud i andet og fører 5-1 / 7-3 / 7-5 / 8-6 / 9-7 / 10-8 / 11-10 ……. her bliver det 3-2 til TSS i holdkampen, da Toby vinder…..13-12/ 13-14…..helt stille i hallen under duellerne …lange dueller, næsten ingen lette fejl….15-13….Harboe gruppen trommer….14-15 / 15-15…..de spiller rundt i alle hjørner uden rigtig at kunne afgøre…..16-15 / 16-16 / 16-17….inderen kommer foran med to smash i streg, der returneres i nettet…..helt stille 17-17 / 18-17….inderen forsøger med angreb…..får ikke lov til at tørre sig af dommeren …..19-17 / 19-18….der tørres bane….varmen er høj…..19-19 / 20-19….matchbold……TSSerne står op…..netruller af inder….20-20 / 21-20 ved smash langs linien……22-20 da inderen smasher i nettet.

Hallen koger. God oplevelse. I hvert fald for de ca 150 tilrejsende TSSere på den ene fløj. Anslået er ca 80% af alle tilskuere fra de to klubber, hvilket selvfølgelig sikrer og højner stemningen i hallen.

Kampen var yderst attraktiv. Især fra føringen på 2-0 til Greve. Herredoublen virkede til at være the tipping point. Formatet kan noget, når alle eller de fleste kampe indeholder en vis spænding og åbenhed om resultatet.

Jeg er blevet noget mere positiv overfor systemet, overfor holdene, overfor arrangementet. Sagt med ægte jysk beherskelse. Jeg kommer aldrig til at elske hold, der består af tilrejsende udlændinge. Men finalen var underholdende og medrivende, det var god badminton, og en værdig afslutning på endnu en holdturnering.